Bagamoyo og Sober house

Besøg til Bagamoyo i november

Kristian og jeg fik den mulighed at komme en tur til Bagamoyo og se en Green skole og greb den med det sammen.

Besøget blev dog ikke som vi havde håbet, da vi igen løb ind i det evindelige problem hernede at folk ikke helt planlægger og kommer til tiden.

Vi brugte en hel dag på at komme til Bagamoyo, dagen efter kom vi sent ud af døren pga. vores vært, men kom dog afsted til the green school.

Her mødte vi Terry, som er grundlægger af det shelter der også er på stedet, vi fik lov til at tale lidt med hende, men ikke mere end det, da vores vært, ikke helt alligevel havde planlagt at vi kunne komme på besøg og arbejde der i et par dage.

Terry var rigtig sød og fortalt om en dreng hun havde passet, der havde været grunden til at hun ville starte shelteret.

På shelteret, har de kun 9 børn, da de vil gå mere op i kvalitet end kvantitet. Alle børn skal kunne mærke de er elsket og ønsket.

Den dreng hun havde passet, hed Willian, og er lige uddannet socialrådgiver. Han har fået sit første job, der ligger i Kigamboni, hvor vi bor.

Hun tilbød at vi kunne besøge ham, da han arbejder på et soberhouse.

Vores besøg var kort, på the green school, men vi fik lavet en aftale om at besøge sober house i kigamboni tre dage efter.

Soberhouse:

det ligger meget langt ude på landet, der er meget høje mure omkring. Det er frivilligt, men man skriver en kontrakt under. Og så har man ikke lov til at gå ud de næste fire måneder.

Her bruger de, de 12 trin, ligesom i AA, de holder gruppe forsamlinger hver morgen hvor de taler om følelser og hvordan de har det.

Lige når der kommer en ny, kommer de i detox rummet, hvor de skal være i 4 uger.

Da vi blev vist rundt i huset, fik vi også lov til at se det, hvilket var meget ubehageligt, da der lå to mennesker. De sov meget tungt, men de så usle ud, havde ar over det hele fra stik med sprøjter.

De var alle meget søde, men da vi havde været der en times tid, ville jeg gerne hjem.

Jeg fandt hurtigt ud af, jeg ikke kan arbejde med det felt, ved ikke om jeg er for svag, men jeg kan bare mærke børnene er mere mit felt.  

Rekfleksion over læring

Arbejdet med læringsmål

28-10-2013

Nu er jeg halvvejs i min 3. praktik og derfor syntes jeg det var tid til at reflektere over hvordan det gik med mine læringsmål.

Jeg ønskede at forså forskellen mellem vores og deres børnesyn, hvilket jeg er i fuld gang med da, jeg er ved at skrive min øvelse to om netop dette emne. Tanzania er nok mere danmark i 50'erne og på nogle punkter længere tilbage, hvis man skal sammenligne med danmark. Børn skal bevise de kan overleve, de skal have respekt for alle voksne, de skal gøre som der bliver sagt, ellers kan de voksne afstraffe dem. Men uddyber i øvelse 2.

jeg har planlagt at udføre min linjefags projekt i den kommende uge, da vores socialrådgiver endelig er kommet tilbage, efter at have været syg i et par uger, så nu har jeg muligheden for at kunne tale med hende om min tanker bag forløbet og hun kan hjælpe mig med at tale med børnene om det. Forløbet går i korte træk ud på at jeg har 5 engangskamera, som jeg udlevere til børnene. De får så at vide at de skal ta billeder af deres hverdag, det der gør dem glad, det der inspirere dem og det der betyder noget for dem.

Jeg arbejder daglig med at prøve at lære swahilli, har dog fundet ud af det ikke falder mig så let. Vores lære er sat til at føde om to uger, så hun har ikke rigtig været tilstede, til at kunne undervise. Heldigvis bor vi hos en lokal familie og arbejder med de lokale, så vi høre swahili hele tiden og lære hele tiden nye ting.

I forhold til Unicef projektet, ville jeg gerne forsøge at dele min pædagogiske viden og faglighed. Dette havde jeg tænkt skulle forgå på et ugenligt møde, men det er bare ikke noget der er lige til at arrangere. Men jeg har i stedet, sammen med sara reflekterede over, vores samtaler med Maria og socialrådgiveren og de hjemmebesøg vi har været på. Vi fandt faktisk frem til at vi er blevet med bedre til at spørge ind til både socialrådgiveren og familierne når vi er til møder og hjemmebesøg og har derved fået delt vores faglighed og pædagogisk viden alligevel.

Ved at arbejde med unicef projektet, har jeg fået en større forståelse af min profession. Når vi har været på hjemmebesøg og arbejdet med børnen på kcc, har der været en socialrådgiver og andre involverede i projektet, men når vi har været der, er det os der kommer med det pædagogiske. Det er os der taler børnenes sag. Der er elementer af pædagogik, men man kan tydeligt se det pædagogiske arbejde mangler, i arbejdet med børnene.

For at forsøge at få brugt aktiviteter, til at danne relationer, har sara og jeg, lavet et par bevægelses lege med nursery klassen. Jeg kommet ligeledes til at bruge min linjefags forløb, som relations dannende aktivit.

Jeg føler at jeg er godt med og allerede er kommet rundt om alle mine læringsmål.  

Tiden flyver af sted.

16 oktober 2013

feltdagbog

Vi prøver stadig at finde en ny familie til den ene af drengene. Desværre går alting meget langsom hernede. Vi har dog fået drengene i gang med noget swahili undervisning, da deres niveau var for lavet til at de kunne følge med i engelsk.

Nu har vi så i stedet et andet probelem, vi havde en af drengene, der skulle være alene hjemme i en uge mens hans mor skulle besøge hans søster. Problemet er så bare nu, at moren stadig ikke er kommet hjem og nu er der gået tre ugen. Maria har prøvet at få fat i moren, men hendes telefon har ikke forbindelse. Så nu ved vi ikke helt hvad vi skal gøre.

Sara skulle på ferie i to uger til zanzibar og i de samme uger havde socialrådgiveren så også taget ferie, hvilket var lidt problematisk, for jeg kan stadig ikke nok swahili og Maria kan heller ikke engelsk. Vi har aftalt vi nok skulle finde ud af det.

Søndag får jeg så at vide at socialrådgiveren, ikke har fået lov til at holde ferie alligevel, da der er for mange der holder ferie, så jeg blev vildt glad, for så ville de næste uger ikke være så svære.

Mandag melder hun sig så bare syg, så det var bare mig og Maria den næste uge alligevel, heldigvis fandt vi en af de andre på kcc, der kunne agere tolk.

Vi startede ugen med at besøge en af drengenes skole, for han havde nogle problemer med at han blev mobbet, fordi de andre børn viste han havde stjålet.

Vi talte med hans lære, og hun får åbenbart ikke så meget i løn, så børnene skal komme med bidrag til hende. De børn der så ikke kommer med noget, som vores dreng, da han er meget fattig, bliver så udstillet foran de andre børn. Så det at børnene viste han havde stjålet, blev bare gjort værre fordi læren udstillede ham. Vi forsøge at tale med hende og jeg spurtge flere gange, hvorfor det var nødvendigt at udstille børnene på den måde, men det kunne hun ikke rigtig svare på, hun fejede mig bare lidt af og lovede hun nok skulle tage sig af problemet, med de andre børn. Det var som om hun ikke rigtig forstod hun også var en del af problemet. Vi skal der hen igen og se hvordan det går her om et par uger.

I denne uge har vi været til møde hos regeringen, hos noget der hedder money support, som har nogle penge vi kan give til fem familier, så de kan starte en lille virksomhed.

Vi har bare det probelem, at de familier vi gerne vil hjælpe, enten har et job, eller er for gamle til at starte en virksomhed. Så vi skal finde ud af hvordan vi så kan hjælpe dem.  

Puha...

Felt dagbog den 24/9 2013

Okay, hvis jeg troede sidste uge var hård, så ku jeg lige tro om igen.

Denne uge startede ligesom sidste uge, med en mandag fuld af hjemmebesøg. Dog var der ingen virkelig hårde i denne omgang, men vi besøge en af de drenge Sara laver akrobatik med, som vi ikke viste var et unicef barn.

Det kom lidt bag på os, at det pludselig var et barn vi kende i forvejen, men det kan vi jo ikke undgå når vi nu har været her i to måneder.

Det er har slået os mest, er den holdning folk hernede har til deres børn. De fleste af de børn der er i Unicef projektet, bor hos deres tanter, bedstemødre eller andet familie end deres forældre. Forældrene er blevet skilt og kan ikke have den i deres nye familie, eller børnene er for krævende, eller også er forældrene døde.

En af de drenge vi besøgte, havde to brødre og de boede alle tre hos deres tante. Moderen var død og faren var nu ungkarl og havde nu ikke tid til sine børn, så giver man dem jo bare til sin søster. Alle børnene går rundt med en følelse af at være uønsket og urespekteret, det er meget svært at være vidne til. Fædrene og mødrene betaler ikke til de familie medlemmer der passer deres børn, så børnene kan ikke komme i skole, for f.eks har den ene tante, selv to børn, så med sin brors børn har hun nu fem børn, så der er ingen penge til skolen. Der findes en lov om at forældrene skal forsørge deres børn, men det er ikke noget regeringen søre for at de gør og folk kender ikke deres rettigheder, så ingen betaler.

Tirsdag havde vi Børnedag, for alle børnene fra Unicef projektet. Der er i alt 16 børn, der kom 5. først var Sara og jeg meget skuffet, men da dagen var omme, var vi meget glade for der kun havde været 5.

vi startede mødet ved lige at hilse osv. hvor vi så fandt ud af at flere af børnene ikke havde fået mad den dag, så Sara og jeg skyndte os hen og købt noget mad til dem. De overfaldt os da vi kom gående med maden og skreg ”ahsante, ahsante, ahsante” efter de havde spise gik vi i gang med mødet. Vi talte med dem om der fremskridt og hvordan de generelt syntes det gik. Efterfølgende talte vi med dem individuelt, hvis nu de havde nogle problemer de ikke ville tale om foran de andre.

Den første af drengene, er med i projektet fordi han har stjålet penge fra sin bedstemor, det ved børnene i hans skole, så nu vil de ikke sidde ved siden af ham, når han siger de til læren, tror hun ikke på ham, så nu har han ikke lyst til at komme der mere. Nu skal Maria og jeg op på hans skole her på tirsdag for at tale med læren.

Den næste som ikke kan læse og skrive, vil rigtig gerne lære engelsk, men har brug for hjælp. Sara og jeg forslog at vi kunne komme med til timerne og prøve at hjælpe ham. Han sagde at hvis vi gjorde det, skulle vi ikke ta os af hvis han havde det samme tøj på hver gang vi så ham, for han havde kun et sæt. Sara og jeg var dagen efter til engelsk med ham og fandt ud af at niveauet er alt for højt til ham, så vi flytter ham til en anden klasse. Vi var også på lageret og fandt ham noget nyt tøj.

Den næste dreng, var ham som vi besøgte i sidste uge, som vi næsten græd over. Han fortalte at det var blevet værre der hjemme. Han havde ikke fået mad, hans ”bedstemor” og hendes datter taler ikke sammen, så datteren taler ikke til drengen mere og hun laver nogle gange mad foran ham og bedstemoren, uden at de for noget af maden. Så han sagde han gerne ville ha vi hjalp ham med at finde en ny familie og han havde udover det heller ikke noget tøj, så vi skulle også finde noget tøj til ham.

Så endnu en hård dag men en masse problemer af tage hånd om.

Onsdag, blev en dag, med en masse ting af ordne.

Vi startede med at deltage i engelsk time, efterfølgende skulle vi udlevere tøj til de forskellige børn fra dagen før. Efter det havde vi meget travlt for vi skulle videre til tre hjemmebesøg.

En hård omgang

Felt dagbog 20/9 2013

Denne uge har været en hård omgang.

Vi har endelig fået forklaret Elisabeth og Maria at vi godt kan li at planlægge lidt i forvejen, så vi har fået skema for denne og næste uge. Hele denne uge har vi været på hjemme besøg hos Unicef børnene. Det har været så rart at komme med rundt og se hvilke omstændigheder de kommer fra. Tirsdag da vi skulle på hjemme besøg, startede dagen ikke så godt, først sad vi og ventede i en halv time på Maria og socialrådgiveren, da de så kom skulle vi til at brokke os, men de så meget alvorlige ud og de kom henne fra hospitalet. De havde været henne med en af pigerne fra Unicef projektet. Hun var aftenen forinden blev hevet ind i en bil og blev bedøvet. Hun var vågnet dagen efter uden tøj, hvorefter de fire mænd havde kørt hende til færgen, over til Kigamboni, givet hende penge til færgen og var kørt. Hun var så kommet op på kcc og havde fortalt det til Maria og Elisabeth, de havde med det samme taget hende til hospitalet hvor hun blev tjekket. Så det var en hård start på ugen. Efter vi lige havde talt om den oplevelse, skulle vi videre på hjemme besøg.

Hjemme besøget var hos en af de nye drenge i projektet. Han bor alene med sin mor i et lille bitte hus. Huset var et hun fik lov at bo i, fordi hun var husholderske hos en rigere familie. Han er med i projektet fordi han har stjålet en ledning, men ellers var der ingen problemer med ham.

Dagen efter var vi på hjemmebesøg igen, med en af de andre drenge. Socialrådgiveren havde aldrig været hjemme hos dem, så han var nød til at vise os vej. Han boede hos sin mormors søster, fordi hans mor var død og det var hans mormor også, så mormors søster havde så taget ham til sig.

Mens vi sad ude og talte sammen, sad hun pludselig og grinede fordi hun var flov over at vi (muzungure) kunne se deres madrasser. Vi kiggede undrende rund for vi kunne ikke se nogle madrasser. Hun pegede så hen på nogen meget tynde, meget gamle, på størrelse med en pude, madrasser, som hun havde lagt ud i solen, i håber om at solen ville dræbe nogle af de bakterier der var på madrasserne.

Efter de besøg var vi meget rørte, jeg ved ikke om det var fordi drengen var tilstede til hjemmebesøget, eller jo længere vi er her, jo tættere kommer det.

Men i hverfald, dejlig af komme i gang med noget arbejde.  

Et lille udpluk

Start på Unicef projekt

Felt dagbog den 28 august 2013

I denne uge har vi arbejdet på Unicef projektet. Den første dag, gik så som det tit går i afrika. Vi kom kl 9, lidt efter fik vi en besked fra socialrådgiveren om at hun var på vej, men ar Maria kunne vise os de børn der er med i projektet, mens vi ventede. Da klokken var 11 sad vi stadig og ventede. Maria som normalt altid er kcc, var der ikke, hun var åbenbart i Dar, socialrådgiveren kom først da kl var 12 og det var os ca der omkring Maria kom, med ny frisure.

Vi har en aftale med Nas' kone om at vi skal være hjemme til frokost, så vi nåede kun lige kort at tale med socialrådgiveren, hilse på et nyt barn og nogen af de frivillige, inden vi var nød til at gå.

Tirsdag havde vi aftalt af mødes kl 11 på kcc, da vi skulle være med til at lave start interviewet med den nye dreng i unicef projektet. Da Maria kun kan tale swahili, lovede Nas at være der så han kunne oversætte sammen med socialrådgiveren. Da kl var 10:30 skrev socialrådgiveren at hun ikke kunne komme, da hun skulle til møde. Da klokken var 11:15 var Nas stadig ikke kommet, så vi ringede og blev meget overrasket over at han fortalte han ikke kom, da han lige var i Dar. Så nu stod, vi med den nye dreng, Maria, der ikke kan engelsk og ingen til at oversætte. Jeg syntes det er meget frustrerende nogle gange, at aftaler ikke rigtig er noget man kan regne med. Heldigvis arbejder der en anden kvinde på kontoret, faktisk hende der underviser os i swahili, som er rigtig god til engelsk, så hun trådte til, for at oversætte.

Interview gik rigtig godt, drenge svarede på alle spørgsmålene, men hele hans udstråling var så sørgelig, han lignede en der havde grædt i flere dag. Hans crime, var at han ikke gik i skole, at han bare rendte rundt på gaderne og lavede ingenting. Han kom også på computer cafeer (game plases) det kunne vi så ikke se noget galt i, her kunne han måske finde nogen andre venner der ikke lavede ballade, men det er åbenbart slet ikke det samme som det er i danmark. Det er steder unge drenge slet ikke skal komme, for der er flere af stederne hvor de misbruger drengene ”they make them girls” Sara og jeg kiggede bare på hinanden og tænkte næsten straks den samme tanke... ”åh nej, det er derfor han ser så ked ud hele tiden.”

vi kom igennem resten af interviewet og han virkede som om han gerne være en del af unicefs rehabiliterings program.

I dag onsdag, har vi haft en lang kontor dag. Alle rapporterne på børnene er på swahili, så vi kan jo ikke forstå dem og Unicef sidder selv og oversætter dem når de får dem, så derfor sad vi hele dagen sammen med socialrådgiveren og oversatte de vigtigste punkter. Vi fandt dog ud af at mens vi sad og skrev ned på engelsk, så sad socialrådgiveren og udfyldte nogle af de punkter som skulle ha være udfyldt for flere måneder siden. En af sagerne, havde de slet ikke gjort interviewet færdigt, heldigvis, var pigen der, så vi fik hende ind på kontoret og gjorde det færdig.

Jeg bliver så tålmodig inden jeg kommer hjem og jeg bliver så god til at vente på andre :)  

Rigtig god dag

Felt dagbog 21. august 2013

I dag har været en rigtig godt dag.

Vi startede dagen med at vores strøm kom igen, så kunne vi får ladt vores computere op og telefoner op.

Kl 10 skulle vi så til kcc, hvor vi skulle mødes med Ophilia, en advokat fra Unicef, der bare lige kort skulle fortælle hos om projektet.

Hun kom lidt over ti, vi har kun mødt hende en gang, men hun hilste på os med kram og et stort smil, men så forsvandt hendes smil også. Nas som er koordinator for unicef projektet, havde ikke styr på noget som helst viste det sig. Deres papire var ikke i orden, de glemte at informere unicef om forskellige ting og den computer Nas havde fået stjålet i lørdags, her hjemme, var slet ikke hans, men en fra unicef som socialrådgiveren skulle bruge, så den skulle slet ikke være hjemme hos nas. Unicef advokaten har rasende. Men selvom det var pinligt at se på, var det jo godt hun fik øjene op for hvordan projektet forløber, så der kan blive gjort noget.

Hun forslog nas, at han skulle udnytte at sara og jeg er her i 6 måneder. Han skal indrage os mere i projektet og give os arbejdsopgaver.

Så på trods at en pinlig skideballe foran os, ende det med, at sara og jeg slipper for engelsk undervisning og i stedet skal være på unicef projektet. Vi skal tjekke op på om de børn der er med i projektet overhovede kommer, hvornår de kommer, hvad de laver når de kommer.

Vi skal stå for at de får mad når de er der, være med til hjemmebesøg og evalueringer, report skrivning og til at gennemgå alle sagerne på alle børnene. Så vi gik derfra med et stort smil og med store forventninger.  

laaanng dag.. :)

Tirsdag 20. august 2013

En dag med undervisning, hjemmebesøg, akrobatik og endnu et strømsvigt.

Vi havde denne gang gjort os meget umage med at forberede engelsk undervisningen. Vi havde fået kopieret sider, med forskellige sætninger, de skulle øve sig på at skrive og vi opdelte baby klassen i gode og ikke så gode. Derfor var vi nød til at bede læren om hjælp, for der er to rækker i klassen og niveau 1 og niveau 2 ville vi gerne have på hver sin række. Læren stiller sig op og råber som hun plejer af børnene mens hun flytter rundt på dem. Det undre mig at hun taler så meget, bare for at flytte rund på dem, så jeg bliver lidt mistænksom og spørger ”du fortæller vel ikke børnene, hvorfor vi flytter dem?!” så kigger hun bare på mig og siger ja. Jeg tror jeg kom til at rynke panden da jeg lidt hårdt sagde til hende at det syntes jeg bestemt ikke hun skulle gøre!

Men på trods af det, gik undervisningen rigtig godt, dog stadig meget larm, men syntes jeg er mere positiv.

Efter vi havde undervist, skulle vi selv have swahili undervisning for første gang, det var lidt af en udfordring, men vi skal nok lære det.

Efter undervisningen, skulle vi skynde os hjem og spise frokost, inden vi skulle på hjemmebesøg. Nas har sagt vi må spise på KCC, fordi der er så mange fattige, som måske ikke har mad med, så fair nok, vi skynder os hjem, det undre os bare at de ”meget enegergeret” lære så sidder og spiser foran børnene i timerne.

For en gang skyld var socialrådgiveren, der til tiden, så hun nåede at fortælle os om den familie vi skulle ud til inden kom der ud. Det var en dreng på 16, der havde været oppe og slå og blevet bevidstløs, så han var blevet indlagt, siden da, har han ikke kunne høre. Han er så blevet taget i at ryge hash og er derfor med i projektet. Han bor hos sin mor og stedfar. Stedfaren, vil bare ikke betale noget til sønnen, så han sover på et lille tæppe, fordi stedfaren ikke vil betale en madras til ham. Han er en rigtig sød dreng der har afsluttet primery school og nu kommer på kcc hver dag, hvor han lære at lave armbånd. En af nabo drengene er også med i unicef programmet, men han kommer aldrig på kcc, han siger bare der hjemme at han er på kcc, men i dag mødte vi han storebror som han bor hos, så vi havde lige et impulsivt møde med ham. Han ville prøve at tale med sin bror og få ham til at ta på kcc, eller bare fortælle ham hvor han så var, nu han ikke er på kcc.

Efter hjemmebesøget, sku vi tilbage til kcc og starte saras akrobatik hold op. Vi havde spurgt og vi kunne få en hjælper, fordi vi som sædevandlig ikke kan sproget, så det er svært at lære dem noget. Heldigvis er der en rigtig sød fyr der hedder juma, som er akrobat og som er god til engelsk, han hjalp. Det var lidt kaos, vi havde sagt at 10-15 børn ville være perfekt, men da vi gik i gang kom der flere og flere, så vi endte nok med 25-30 børn. Vi tre andre hjalp på saras kommando, men der går nok et par gange før vi får det helt på plads, det med at gribe rigtigt osv.

vi kom så hjem efter en lang dag, da klokken var 18 var der selvfølgelig ingen strøm igen, og internettet virker heller ikke, så det var bare at få lidt mad og så faktisk på hoved i seng.

kommunikation - african time

Felt dagbog 17 august

Torsdag var på endnu et hjemme besøg, socialrådgiveren var dog forsinket igen, dog kun en halv time. Da vi kom ned til havnen, hvor alle dalladallaerne holder mødtes vi med socialrådgiverne og fandt den rigtige dalladalla. Da vi alle var kommet ind i den, var socialrådgiveren pludselig gået ud igen, da vi spurgte til hvorfor hun var gået ud, sagde hun at hun ikke ville med hvis ikke hun kunne sidde ned. Det at få en sidde plads er noget noget meget sjældent, så det ville ikke kunne betale sig at vente på den næste dalladalla. Der var heldigvis en mand, der var rigtig sød og rejste sig for hende, så vi kunne komme afsted.

Vi komme ud til en meget lille landsby, hvor en 16 årig pige boede hos sin mor og stedfar. Hun havde været med i unicef projektet i 3 uger. Hun kom med i projektet fordi hun er droppet ud af skolen. Hun kommer nu hverdag på Kcc, hvor hun deltager i sygning og computer undervisning. Moren fortalte at hun allerede efter de 3 uger, kunne se forskel på hende, hun hjælper mere til der hjemme og er generelt sødere. Besøget var hurtigt overstået.

Inden hjemmebøsøget havde vi vores engelsk undervisning. Vi føler os stadig på helt bar bund, vi får ikke rigtig nogen vejledning i hvad vi skal undervise i eller hvordan. Vi mødte nogen unge fra MS, der også skulle prøve at undervise i engelske. De havde fået udleveret nogle papirer hvor de kunne se hvad de skulle undervise osv. vi har derfor talt med Rama, der står for nursery klasserne, om at få et møde så vi kan få noget vejledning.

Fredag er sports and game day. Vi havde fået at vide vi skulle stå for denne dag, hvor begge klasse trin skal deltage. Vi har planlagt at forsøge os med ”alle mine kyllinger” og muligvis ”stå trold” hvis vi kunne nå det.

Vi har haft så svært ved vores engelsk undervisning, så vi havde glædet os så meget til denne dag. Da vi så kom frem til kcc og troede vi skulle i gang med at lege, var lærene ved at hive alle børnene ind i et af klasse lokalerne, vi fulgte efter og spurgte hva hun lavede, så sagde hun at de lige skulle sidde her og vente på boldten. Jeg spøger stille ind til om det ikke var meningen vi skulle stå for sports and games dagen? Så begynder hun at grine og siger at der skal spilles fodbold, jeg siger igen at vi havde da fået at vide vi skulle stå for det, så griner hun lidt igen og siger at drengene skal spille fodbold. Her bliver jeg så nød til at gå. Jeg syntes det er rigtig frustrerende at de ikke kommunikere med hinanden, det er som om at ingen har fortalt hende læren at vi skal undervise det næste halve år, så når vi kommer og prøver på at undervise, føler hun måske vi tager hendes job.

Da vi så endelig bliver enige med de forskellige om at vi skulle stå for dagen, hev de alle børnene ud på pladsen og bad dem om at stille sig hånd i hånd, en er ungerne var åbenbart lidt for langsom, så hun fik pludselig en ordentlig flad lige på hoved, hvilket gjorde at vi alle, 4 danskere, gik helt i stå og bare stod og gloede. Vi kan jo ikke rigtig blande os. Efter megen besvær kom vi over på den store plads hvor de mente det ville være godt at lege med børnene. Pladsen var på størrelse med en fodboldbane og der var børn fra de andre skoler over det hele. Børnene der er vant til at sidde og gentage ord i flere timer i træk, var helt oppe og køre, nok også fordi de lige havde haft pause, for i deres pauser får de hver dag penge med til at købe slik for. Så læren kunne slet ikke styre dem og børnene fra den anden skole, så de to bolde hun havde med, og blev ligeså vilde. Læren lagde boldene og der gik 5 sek. så var der to fodbold kampe i gang. Vi stod og så til med åben mund, det var et stort kaos, vi ville på ingen måde kunne lege med vores børn her. Læren havde det vist lidt på samme måde, for da hun forsøgte at samle vores børn, var der lige et til barn der fik et par på hoved. Vi endte med at blive enige om at lade børnene løbe og lege som de ville, men i næste uge, leger på i den lille gård på kcc.  

Hjemmebesøg og undervisning

Felt dagbog 14 august 2013

vi har talt med fyre der styre nursery klasserne og nu skal heldigvis ikke undervise i matematik mere. At undervise 3-4 årige, der ikke kan engelsk, i matematik, var fuldstændigt umuligt, så det er rigtig dejligt. Vi skal dog stadig undervise i engelsk, det er vi stadig lidt usikre på, da vi jo ikke er undervisere. Vi er ikke blevet præsenterede for hver pensum eller bøger, så vi føler vi er lidt på barbund. Da vi spurgte ,den ene lære i baby class, om det ville være okay, at vi underviste de små i alfabetet, var hendes svar bare: ” what ever” så der fik vi ikke meget hjælp. Men jeg tror næsten de er ligeglade, de er bare glad for at vi er her, og kan hjælpe med udtalen af de engelske ord, for det er lærerne ikke særlig gode til. Men at undervise nursery klasserne, i engelsk, kommer ikke til at fylde ret meget, så vi har talt med Nas, om at være noget mere inde over det Unicef projekt. Det er et projekt for de børn der kommer i problemer med politiet osv, vi var med til et møde lige da vi kom, hvor vi hørte om projektet. Det talte vi med ham om i går, så allerede i dag, skulle vi med til et hjemmebesøg, hos en pige, vis forældre havde meldt hende til politiet, fordi hun havde stjålet 5000 Ztan, så hun kom med i unicef projektet. Hun har dog aldrig mødt op på KCC, så derfor skulle vi ud og besøge hende og hendes familie. Vi havde en aftale om at mødes på kcc kl 11, men da klokken var 13:30 var socialrådgiveren stadig ikke kommet. De andre på kcc sagde at hun altid kommer når det passer hende. Hun er ansat af unicef og derfor mener hun åbenbart hun kan gøre som det passer hende. Da vi så endelig mødtes med hende, skulle vi så med en dalladalla, som er en slags bus, det er bare ikke en bus, men en minibus/varevogn, men det forhindre dem bare ikke i at stoppe 100 mennesker ind i den, så det var lidt af en oplevelse. Da vi så endelig og helskindet kom frem til det stop hvor vi skulle finde den familie vi skulle besøge, kunne vi ikke få fat i dem. Det viste sig at faren ikke ville have vi kom og at han ikke ville have at datteren skulle deltage i projektet. Så det var en lidt problematisk situation. I morgen skal vi på et nyt besøg, som vi håber går bedre :) plus at vi skal undervise i engelsk fra 8-12.

Opstartsbeskrivelse Kcc

Opstartsbeskrivelse:

Tanzania, Kigamboni, Kigamboni community center (KCC)

Marlene Torhus

Mit praktik sted er KCC, i Tanzania. Jeg rejser med Sara fra min klasse og ditte og Kristian fra 3. semester. Sara og jeg har været her i to uger nu, men det er først i dag, vi har haft vores rigtige første dag på KCC.

Den dag vi ankom blev vi indkvarteret hjemme Nas som er en af stifterne af KCC. Han har selv boet på gaden, da han stak hjemme fra fordi han ville være akrobat. Derfor brænder han for at hjælpe alle de børn der er i risiko for at ende på gaden, eller allerede bor på gaden.

Kcc er et community center, for hele kigamboni. Ideen er at ”fange” alle de børn og unge der går og laver ballade, fordi de ikke har andet at lave. Hver eftermiddag, er der flere forskellige aktiviteter man kan lave f. eks. Drama, akrobatik, dans, art, som er noget håndarbejde og så også en syklasse.

De er lige begyndt at arbejde med Unicef, om et projekt hvor gadebørn de har lavet ballade og er blevet taget af politiet eller de socialmyndigheder, bliver henvist til Kcc eller YcRc, som er et andet center kcc samarbejder med. her skal børnene så interviews og skriver under på at de godt ved de har gjort noget forkert for at kunne deltage i projektet. Forældrene skal også skrive under og hvis der ikke er nogen forældre, skriver en socialrådgiver under. Hvis der er forældre forsøger de her at involvere dem så meget så muligt. Det gør de ved f.eks at tager på hjemmebesøg hvor de interviewer dem. Efter at de er blevet godkendt, skal de vælge et mål for de 4 måneder de er i projektet og vælge en af kcc aktiviteter, de har lyst til at være med til. Efter 2 måneder skal der evalueres på forløbet, så de kan se om barnet gør fremskridt eller der skal en anden indsats til.

Sara og jeg har været med til et møde omkring Unicef projektet, her talte de om at udvide det til zanzibar fordi det går så godt. Sara og jeg skal også fremover være med til møder omkring projektet og er blevet lovet at vi kan komme med på hjemmebesøg og interviews med børnene.

Den første da vi var på kcc, var meget spændende, der var så mange nye mennesker, indtryk, tanker og følelser. En af de første ting vi talte om, var- ”hvor er alle de voksne?”

Der var børn alle vejene. De legede, snakkede og sloges, men der var ingen voksne der holdte øje med dem, lige som vi gør i Danmark. Vi prøvede at spørge ind til det, men jeg tror ikke helt de forstod vores spørgsmål, de fortalte bare at børnene selv går til og fra skole.

På kcc er der en masse unge fyre der er der frivilligt. De hjælper de internationale frivillige og de hjælper med til aktiviteterne om eftermiddagen. Dem har vi haft meget stor glæde af, lige udover at man skal ikke tro noget kommer gratis, hjælp koster.

Kcc er ca. 5 bygninger der ligger lige op ad hinanden. I midten er der en flagstang med det Tanzanianske flag. Bag den ene bygning er der en lille plads hvor der er plads til at spille fodbold og det er også her de opføre deres kcc-show hver lørdag, her viser de alle de ting de øver i hverdagene.

Det har været meget svært at forklare hvad det er en pædagog egentlig er, så nu skal vi arbejde med nursery klasserne, undervise dem i engelsk og matematik.

Vi startede med at observere i klasserne. Der er to, baby class og top class. I baby er de 3-4 år ca og I top er de 5-6 år ca.

Det var en meget anderledes måde at undervise på, jeg var lidt forarget over det. De første to timer sad vi i to timer og hørte på en lære skrige ”blackboard” og ”cupboard” hvorefter alle børnene gentog læreren. Støj niveauet var virkelig højt, det var, som om det blev til en leg at råbe højest. Efter følgende var vi i top klassen og observere deres engelsk klasse, den var desværre ligesom baby klassen og faktisk værre.

Her skulle børnene sige en sætning ”this is my friend, her/his name is___”

for det første sagde læreren det forkert for det andet var hun så nedladende og hånende overfor børnene når de sagde det forkert. Hende og den anden lære stod og grinede og vendte det hvide ud af øjnene når børnene byttede om på his og her. Da vi gik der fra havde man lidt ondt i maven over det og jeg kunne ikke lade vær med at tænke på om ordet ankerkendende findes i deres kultur.

På nær lærerne i nursery klasserne, får man indtryk af at alle dem der er på KCC virkelig brænder for det de laver. Vi havde en oplevelse hvor en af fyrene der arbejder med gadedrengene, begyndte at græde da han skulle fortælle at en af drengene var blevet taget af politiet, fordi han havde sovet på gaden, og han nu ikke viste hvor han var. Det var hårdt at se, men det viste os også bare hvor meget de brænder for det de laver.

Jeg har lidt svært ved at tænke mit linjefag ind i denne praktik, men jeg forsøger at bruge min web-blog så meget så muligt og jeg har tænkt mig når jeg kender børnene lidt bedre at kende, vil jeg lave et foto projekt med dem og de 5 engangskameraer jeg har med.

observation på kcc

Den 6. august 2013 kigamboni

I dag har observeret i nursery klasserne, både den for de store børn og den for de små. Igen gik vi derfra med lidt ondt i maven. I to timer skulle de små børn lære at sige ”blackboard og cupboard”

læreren brugte de første 25 min på at tegne de to ting på en tavle, hvorfor efter hun i to timer pegede på de to ting og fik børnene til at gentage efter hende. Børnene virkede ikke som om de viste hva de sagde. Kun halvdelen skreg med på de to ord de sku lære, så da de blev spurgt enkeltvis, kunne de ikke ordene.

Efter pauses kommer vi over i klasse for de store børn hvor de havde engelsk. Her blev vi lidt overraskede over der måde at gøre tingene på. Undervisningsmetoden er den sammen, som i den lille klasse, men her bliver børnene så hevet op til tavlen. I dag f.eks skulle de lære at sige ”this is my friende, her/his name is___” for det første sagde læren det forkert, for det andet grinede de, eller blev sure hvis børnene sagde forkert, Sara og jeg var lidt chokerede, især når vi kommer fra Danmark hvor vi taler så meget om anerkendelse. I slutningen af timen skulle børnene have rettet deres homework. Det bad de os om at gøre, men hver gang vi satte tjektegn, som de havde vist os, men hver gang stod de og grinede, så vi sad med følelsen af det var os de grinede af.

Da vi gik der fra, var det med mange forskellige følelser. Vi føler virkelig vi kan gøre noget for de her børn, men vi følte os, også lidt ydmyget, fordi de grinte. Vi håber bare de voksne også får noget ud af det, og måske kommer til at forstå hvorfor vi bruger anerkendelse så meget som vi gør i Danmark og hvad det gør for barnets selvtillid.

Nu har vi så fået tildelt Engelsk, Matematik og Art/sport/game fagene for baby klassen og engelsk for top klassen, så nu skal vi i gang med at forberede undervisning for dem til det næste halve år, det bliver meget spændende og en stor udfordring.  

5 august 2013

i dag har vi haft hvad vi troede var vores første arbejdes dag, men i stedet holdte vi igen møde, fra 9-10:30

Vi talte med Maria og Sakina, som har med Unicef projektet at gøre. De fortalte om de forskellige kriterier børnene skal opfylde hvis de skal være med i Unicef projekter. Det er meningen vi skal være med til projektet. Vi skal være med til at udfylde reporter og være med til hjemmebesøg, så det bliver rigtig spændende, hvis vi kommer i gang...:)

efter mødet med projektlederne havde vi møde med nursery lærerne, for at tale om hvad vores opgaver vil blive. Her blev vi, eller jeg dog lidt skuffet, for det lød mest som om vi skulle være skole lærer. Vi var henne og besøge klasserne, for lige at hilse på børn og lærer og så vi kunne observere lidt og jeg må sige det ringer stadig i mine øre! En ting er, at man nogle gange syntes der er meget larm i danske skoler og børnehaver, men det er kun til man har været i en afrikansk... her råber og skriger selv læreren. Jeg er meget overrasket over deres undervisnings metode, det første der falder mig ind, efter at have observeret deres undervisning er ”den gamle skole” i danmark. Eleverne sidder bare og gentager det læreren siger og skriver af fra tavlen. Sara gik der fra med følelsen af vi har en meget stor opgave foran, som kan blive meget svær, for vi vil ikke risikere at gøre noget der fornærme dem.

Her om aftenen har vi været på KCC og se alle ”After School Aktivites”, som håndarbejde, akrobatik, dans og drama.  

KCC

KCC

Vores første møde med KCC

vi startede med at gå sammen med nas, op til Kcc, hvor vi mødte ”howareyou” børnene. Det er børn til ned til 1 års alderen der løber efter misungu (hvid mand/europæer) og råber ”howareyou??” de ved ikke helt hva de siger, men det skal råbes efter alle misunguer :)

alle smiler og griner, man kan kun blive glade det.

Da vi kommer hen på KCC bliver vi vist rundt og møder en masse mennesker og høre en masse navne, hvilke er svære at huske, fordi det er navne man aldrig har hørt før.

Observation:

Vi skal til at sætte os på jorden i deres lille gård, da jeg opdager der ligger glasskår rundt omkring, Clerens kommer med en lille bænk til os, mens vi sidder og snakker lidt med ham, kommer vi pludselig til at tale om, hvor alle forældrene er? Der er min. 20 børn rundt omkring på kcc, der er ikke timer eller nogle aktiviteter, så der er ikke rigtig nogen voksne, til at holde øje med børnene. Clerens fortæller at børnene, altid selv går i skole, selv de børn der er i nusery, vi må ikke gå rundet alene, men alle børnene må gerne..? mens vi sidder i gården sammen med alle børnene, og ”snakker” begynder et af børnene at græde, Sara og mig kigger straks op, for at se hvem græder, hvorfor og hvor? De andre børn og de tre unge fyre vi snakker med kigger slet ikke op. Vi prøver at forklare dem, vores undring, og hvordan vi gør i danmark og de griner bare lidt af os.

Det virker bare så mærkeligt på os, at de slet ikke holder øje med deres børn på samme måde som vi gør her hjemme, men vi kan måske os være lidt for overbeskyttende. Vi snakkede om det måske var værd at undersøge nogle statistikker, for børn dræbt i trafikken osv. for det virker som om børnene bare lærer hurtigere end danske børn at de skal passe på i trafikken og i det hele taget bare hurtigt lærer at passe på sig selv og hinanden.    

Velkommen til Afrika

Så har vi været i Tanzania i tre dage, har stadig lidt kultur chok.

Jeg havde ikke de store forventninger til Tanzania og stedet vi skulle bo, men man har jo set udsendelser fra Afrika og læst forskellige ting, men det forbereder slet ikke en' til det man kommer ned til.

Mistroiske danskere:

i Danmark lærer vi at man skal passe på sine ting. Hvis man kommer til udlandet, skal man holde sin taske tæt osv. så da vi landede i Cairo, og skulle finde vej til terminal 3, og de tog vores pas, gloede vi noget. De sagde det var så de kunne finde os når bussen til terminal 3 kom. Meget utrygge satte vi os og ventede, men efter 45 min. blev vi enige om, at nu burde bussen være kommet, gik vi og og spurgte ind til pas og bus. Her blev vi så endnu mere bekymret, da de tre mænd bag skranken, så meget forvirrede ud og blevet ved med at se underligt på hinanden. Heldigvis fandt de passene der lå en en bunke med alle de andres passageres pas. Det var en meget mærkelig og utryg situation, men ved ikke om det bare er kultur forskellen der spiller ind her.

Da vi kom til terminal 3, skulle vi så cheke in, til flyet til Nairobi, kom vi igennem en meget unødvendig security, fordi folk gik ind og ud af gaten som det passede dem, hvor en stor uniform klædt mand, tog vores pas igen. Jeg blev lidt stædig og spurgte hvorfor jeg ikke måtte få det, hvor svaret bare var: ” sit, Wait, 10 minuts”. Vi gjorde som vi fik besked på, men her gik der i meget lang tid. Han randte frem og tilbage med vores pas i hånden, så vi blev lidt bekymrede, men så først efter vi havde nedstirrede ham længe, fandt vi ud af, at den lange tid, skyldtes, at han skrev passagerlisterne i hånden.

Vi mistroiske danskere, tænkte straks i snyd, begrag og forfalskning, men i virkeligheden gør de bare tingene på en meget anderledes måde... og meget langsommere :)

  

Praktiske ting

Så er der kun lidt over en måned til jeg rejser og jeg har endelig fundet en der vil leje mit værelse mens jeg er væk :) min økonomi er så glad og det er jeg os :)

Så nu er jeg i gang med at pakke kuffert og pakke hele mit værelse ned, men det giver mig jo så mulighed for at sortere og få smidt ud.

Indtil videre er jeg oppe på 7 lister over forskellige ting jeg, enten skal ordne, købe eller pakke til Tanzania. må indrømme det er lidt svært at overskue lige nu, men regner med det bliver lettere når jeg i denne uge ta på indkøb osv.  Har dog allerede købt en fin sol/safari/strå hat :)

I dag har jeg været på besøg hos den søde politimand i hillerød og har fået et fint eksemplar af min, selvfølgelige, rene straffe attest. :) (godt fart bøder ikke står på den:)

Go' Sommer

Glæder du, dig?

Så nærmer tiden sig, for min afrejse, med hastige skridt.
Alle spørger om jeg glæder mig, alle smiler og fortæller mig hvor fantastisk det er at jeg skal rejse.
Hvis jeg skal være helt ærlig... er jeg skide bange! jeg er selvfølgelig vildt spændt, men at skulle rejse til et fremmed land, med en helt anden kultur, i et halvt år... det er vildt angstprovokerende.
jeg er en trygheds narkoman og indrømmer det gerne, så hele denne oplevelse, kommer til at flytte ved alle mine grænser. Det er så her jeg er spændt, spændt på hvordan jeg, klare det, spændt på hvad det gør ved mig, som privat person, men mere spændt på hvad det vil gøre ved mig, som pædagog.

Nu der ikke er længe til jeg rejser, er det flere ting man skal til at have styr på. jeg har lister, lister og atter lister... :)

vaccinerne har jeg fået, syntes godt nok der var mange, men syntes også det har været svært, da der har været forskellige holdninger, til hvilke jeg skulle have afhængig af hvilken læge/sygeplejerske jeg har talt med... men har fået TB, tyfus, herpatitis A og B, gul feber. Der hvor al forvirringen kom, er omkring malaria, nogen mener ikke man må ta malaria piller i et halv år, nogen mener at det må man godt. Rabies vaccinen, er møg dyr, men den vaccinere åbenbart ikke, man skal stadig i behandling, det køber "bare" en lidt længe tid, til at komme i behandling, men igen, det kommer an på hvem du spørger.

Det at jeg/vi skal et sted hen hvor der ikke har været praktikanter før, gør også at der er en del usikkerhed omkring, hvordan tingene forgår dernede. Det gør også at vores vejleder ikke kan svare på alle mine spørgsmål, der er mange. (tyrghedsnarkoman:)
Dumme tøse spørgsmål, kommer der selvfølgelig: skal jeg ta' en hårtørre med? hvordan er toilet og bade faciliteter? skal jeg lade stiletterne blive hjemme?
Men de spørgsmål, tror jeg ikke jeg vil stille andre end mig selv :)

ca. 50 dage til afrejse

Tanzania

Sidst i juli rejser jeg til Tanzania, for at være i praktik på kigamboni community center, hvor jeg skal være indtil januar.

Forberedelserne til mit ophold er allerede igang, jeg har måtte se min mindre frygt for nåle i øjene, da jeg indtil videre er blevet stykket 9 gang for at være vaccineret mod al verden ting. udover over vacciner, hvordan pakker man så til et halv år??