Felt dagbog 20/9 2013
Denne uge har været en hård omgang.
Vi har endelig fået forklaret
Elisabeth og Maria at vi godt kan li at planlægge lidt i forvejen,
så vi har fået skema for denne og næste uge. Hele denne uge har vi
været på hjemme besøg hos Unicef børnene. Det har været så rart
at komme med rundt og se hvilke omstændigheder de kommer fra.
Tirsdag da vi skulle på hjemme besøg, startede dagen ikke så godt,
først sad vi og ventede i en halv time på Maria og
socialrådgiveren, da de så kom skulle vi til at brokke os, men de
så meget alvorlige ud og de kom henne fra hospitalet. De havde været
henne med en af pigerne fra Unicef projektet. Hun var aftenen
forinden blev hevet ind i en bil og blev bedøvet. Hun var vågnet
dagen efter uden tøj, hvorefter de fire mænd havde kørt hende til
færgen, over til Kigamboni, givet hende penge til færgen og var
kørt. Hun var så kommet op på kcc og havde fortalt det til Maria
og Elisabeth, de havde med det samme taget hende til hospitalet hvor
hun blev tjekket. Så det var en hård start på ugen. Efter vi lige
havde talt om den oplevelse, skulle vi videre på hjemme besøg.
Hjemme besøget var hos en af de nye
drenge i projektet. Han bor alene med sin mor i et lille bitte hus.
Huset var et hun fik lov at bo i, fordi hun var husholderske hos en
rigere familie. Han er med i projektet fordi han har stjålet en
ledning, men ellers var der ingen problemer med ham.
Dagen efter var vi på hjemmebesøg
igen, med en af de andre drenge. Socialrådgiveren havde aldrig været
hjemme hos dem, så han var nød til at vise os vej. Han boede hos
sin mormors søster, fordi hans mor var død og det var hans mormor
også, så mormors søster havde så taget ham til sig.
Mens vi sad ude og talte sammen, sad
hun pludselig og grinede fordi hun var flov over at vi (muzungure)
kunne se deres madrasser. Vi kiggede undrende rund for vi kunne ikke
se nogle madrasser. Hun pegede så hen på nogen meget tynde, meget
gamle, på størrelse med en pude, madrasser, som hun havde lagt ud i
solen, i håber om at solen ville dræbe nogle af de bakterier der
var på madrasserne.
Efter de besøg var vi meget rørte,
jeg ved ikke om det var fordi drengen var tilstede til hjemmebesøget,
eller jo længere vi er her, jo tættere kommer det.
Men i hverfald, dejlig af komme i gang
med noget arbejde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar