Bagamoyo og Sober house

Besøg til Bagamoyo i november

Kristian og jeg fik den mulighed at komme en tur til Bagamoyo og se en Green skole og greb den med det sammen.

Besøget blev dog ikke som vi havde håbet, da vi igen løb ind i det evindelige problem hernede at folk ikke helt planlægger og kommer til tiden.

Vi brugte en hel dag på at komme til Bagamoyo, dagen efter kom vi sent ud af døren pga. vores vært, men kom dog afsted til the green school.

Her mødte vi Terry, som er grundlægger af det shelter der også er på stedet, vi fik lov til at tale lidt med hende, men ikke mere end det, da vores vært, ikke helt alligevel havde planlagt at vi kunne komme på besøg og arbejde der i et par dage.

Terry var rigtig sød og fortalt om en dreng hun havde passet, der havde været grunden til at hun ville starte shelteret.

På shelteret, har de kun 9 børn, da de vil gå mere op i kvalitet end kvantitet. Alle børn skal kunne mærke de er elsket og ønsket.

Den dreng hun havde passet, hed Willian, og er lige uddannet socialrådgiver. Han har fået sit første job, der ligger i Kigamboni, hvor vi bor.

Hun tilbød at vi kunne besøge ham, da han arbejder på et soberhouse.

Vores besøg var kort, på the green school, men vi fik lavet en aftale om at besøge sober house i kigamboni tre dage efter.

Soberhouse:

det ligger meget langt ude på landet, der er meget høje mure omkring. Det er frivilligt, men man skriver en kontrakt under. Og så har man ikke lov til at gå ud de næste fire måneder.

Her bruger de, de 12 trin, ligesom i AA, de holder gruppe forsamlinger hver morgen hvor de taler om følelser og hvordan de har det.

Lige når der kommer en ny, kommer de i detox rummet, hvor de skal være i 4 uger.

Da vi blev vist rundt i huset, fik vi også lov til at se det, hvilket var meget ubehageligt, da der lå to mennesker. De sov meget tungt, men de så usle ud, havde ar over det hele fra stik med sprøjter.

De var alle meget søde, men da vi havde været der en times tid, ville jeg gerne hjem.

Jeg fandt hurtigt ud af, jeg ikke kan arbejde med det felt, ved ikke om jeg er for svag, men jeg kan bare mærke børnene er mere mit felt.  

Rekfleksion over læring

Arbejdet med læringsmål

28-10-2013

Nu er jeg halvvejs i min 3. praktik og derfor syntes jeg det var tid til at reflektere over hvordan det gik med mine læringsmål.

Jeg ønskede at forså forskellen mellem vores og deres børnesyn, hvilket jeg er i fuld gang med da, jeg er ved at skrive min øvelse to om netop dette emne. Tanzania er nok mere danmark i 50'erne og på nogle punkter længere tilbage, hvis man skal sammenligne med danmark. Børn skal bevise de kan overleve, de skal have respekt for alle voksne, de skal gøre som der bliver sagt, ellers kan de voksne afstraffe dem. Men uddyber i øvelse 2.

jeg har planlagt at udføre min linjefags projekt i den kommende uge, da vores socialrådgiver endelig er kommet tilbage, efter at have været syg i et par uger, så nu har jeg muligheden for at kunne tale med hende om min tanker bag forløbet og hun kan hjælpe mig med at tale med børnene om det. Forløbet går i korte træk ud på at jeg har 5 engangskamera, som jeg udlevere til børnene. De får så at vide at de skal ta billeder af deres hverdag, det der gør dem glad, det der inspirere dem og det der betyder noget for dem.

Jeg arbejder daglig med at prøve at lære swahilli, har dog fundet ud af det ikke falder mig så let. Vores lære er sat til at føde om to uger, så hun har ikke rigtig været tilstede, til at kunne undervise. Heldigvis bor vi hos en lokal familie og arbejder med de lokale, så vi høre swahili hele tiden og lære hele tiden nye ting.

I forhold til Unicef projektet, ville jeg gerne forsøge at dele min pædagogiske viden og faglighed. Dette havde jeg tænkt skulle forgå på et ugenligt møde, men det er bare ikke noget der er lige til at arrangere. Men jeg har i stedet, sammen med sara reflekterede over, vores samtaler med Maria og socialrådgiveren og de hjemmebesøg vi har været på. Vi fandt faktisk frem til at vi er blevet med bedre til at spørge ind til både socialrådgiveren og familierne når vi er til møder og hjemmebesøg og har derved fået delt vores faglighed og pædagogisk viden alligevel.

Ved at arbejde med unicef projektet, har jeg fået en større forståelse af min profession. Når vi har været på hjemmebesøg og arbejdet med børnen på kcc, har der været en socialrådgiver og andre involverede i projektet, men når vi har været der, er det os der kommer med det pædagogiske. Det er os der taler børnenes sag. Der er elementer af pædagogik, men man kan tydeligt se det pædagogiske arbejde mangler, i arbejdet med børnene.

For at forsøge at få brugt aktiviteter, til at danne relationer, har sara og jeg, lavet et par bevægelses lege med nursery klassen. Jeg kommet ligeledes til at bruge min linjefags forløb, som relations dannende aktivit.

Jeg føler at jeg er godt med og allerede er kommet rundt om alle mine læringsmål.  

Tiden flyver af sted.

16 oktober 2013

feltdagbog

Vi prøver stadig at finde en ny familie til den ene af drengene. Desværre går alting meget langsom hernede. Vi har dog fået drengene i gang med noget swahili undervisning, da deres niveau var for lavet til at de kunne følge med i engelsk.

Nu har vi så i stedet et andet probelem, vi havde en af drengene, der skulle være alene hjemme i en uge mens hans mor skulle besøge hans søster. Problemet er så bare nu, at moren stadig ikke er kommet hjem og nu er der gået tre ugen. Maria har prøvet at få fat i moren, men hendes telefon har ikke forbindelse. Så nu ved vi ikke helt hvad vi skal gøre.

Sara skulle på ferie i to uger til zanzibar og i de samme uger havde socialrådgiveren så også taget ferie, hvilket var lidt problematisk, for jeg kan stadig ikke nok swahili og Maria kan heller ikke engelsk. Vi har aftalt vi nok skulle finde ud af det.

Søndag får jeg så at vide at socialrådgiveren, ikke har fået lov til at holde ferie alligevel, da der er for mange der holder ferie, så jeg blev vildt glad, for så ville de næste uger ikke være så svære.

Mandag melder hun sig så bare syg, så det var bare mig og Maria den næste uge alligevel, heldigvis fandt vi en af de andre på kcc, der kunne agere tolk.

Vi startede ugen med at besøge en af drengenes skole, for han havde nogle problemer med at han blev mobbet, fordi de andre børn viste han havde stjålet.

Vi talte med hans lære, og hun får åbenbart ikke så meget i løn, så børnene skal komme med bidrag til hende. De børn der så ikke kommer med noget, som vores dreng, da han er meget fattig, bliver så udstillet foran de andre børn. Så det at børnene viste han havde stjålet, blev bare gjort værre fordi læren udstillede ham. Vi forsøge at tale med hende og jeg spurtge flere gange, hvorfor det var nødvendigt at udstille børnene på den måde, men det kunne hun ikke rigtig svare på, hun fejede mig bare lidt af og lovede hun nok skulle tage sig af problemet, med de andre børn. Det var som om hun ikke rigtig forstod hun også var en del af problemet. Vi skal der hen igen og se hvordan det går her om et par uger.

I denne uge har vi været til møde hos regeringen, hos noget der hedder money support, som har nogle penge vi kan give til fem familier, så de kan starte en lille virksomhed.

Vi har bare det probelem, at de familier vi gerne vil hjælpe, enten har et job, eller er for gamle til at starte en virksomhed. Så vi skal finde ud af hvordan vi så kan hjælpe dem.  

Puha...

Felt dagbog den 24/9 2013

Okay, hvis jeg troede sidste uge var hård, så ku jeg lige tro om igen.

Denne uge startede ligesom sidste uge, med en mandag fuld af hjemmebesøg. Dog var der ingen virkelig hårde i denne omgang, men vi besøge en af de drenge Sara laver akrobatik med, som vi ikke viste var et unicef barn.

Det kom lidt bag på os, at det pludselig var et barn vi kende i forvejen, men det kan vi jo ikke undgå når vi nu har været her i to måneder.

Det er har slået os mest, er den holdning folk hernede har til deres børn. De fleste af de børn der er i Unicef projektet, bor hos deres tanter, bedstemødre eller andet familie end deres forældre. Forældrene er blevet skilt og kan ikke have den i deres nye familie, eller børnene er for krævende, eller også er forældrene døde.

En af de drenge vi besøgte, havde to brødre og de boede alle tre hos deres tante. Moderen var død og faren var nu ungkarl og havde nu ikke tid til sine børn, så giver man dem jo bare til sin søster. Alle børnene går rundt med en følelse af at være uønsket og urespekteret, det er meget svært at være vidne til. Fædrene og mødrene betaler ikke til de familie medlemmer der passer deres børn, så børnene kan ikke komme i skole, for f.eks har den ene tante, selv to børn, så med sin brors børn har hun nu fem børn, så der er ingen penge til skolen. Der findes en lov om at forældrene skal forsørge deres børn, men det er ikke noget regeringen søre for at de gør og folk kender ikke deres rettigheder, så ingen betaler.

Tirsdag havde vi Børnedag, for alle børnene fra Unicef projektet. Der er i alt 16 børn, der kom 5. først var Sara og jeg meget skuffet, men da dagen var omme, var vi meget glade for der kun havde været 5.

vi startede mødet ved lige at hilse osv. hvor vi så fandt ud af at flere af børnene ikke havde fået mad den dag, så Sara og jeg skyndte os hen og købt noget mad til dem. De overfaldt os da vi kom gående med maden og skreg ”ahsante, ahsante, ahsante” efter de havde spise gik vi i gang med mødet. Vi talte med dem om der fremskridt og hvordan de generelt syntes det gik. Efterfølgende talte vi med dem individuelt, hvis nu de havde nogle problemer de ikke ville tale om foran de andre.

Den første af drengene, er med i projektet fordi han har stjålet penge fra sin bedstemor, det ved børnene i hans skole, så nu vil de ikke sidde ved siden af ham, når han siger de til læren, tror hun ikke på ham, så nu har han ikke lyst til at komme der mere. Nu skal Maria og jeg op på hans skole her på tirsdag for at tale med læren.

Den næste som ikke kan læse og skrive, vil rigtig gerne lære engelsk, men har brug for hjælp. Sara og jeg forslog at vi kunne komme med til timerne og prøve at hjælpe ham. Han sagde at hvis vi gjorde det, skulle vi ikke ta os af hvis han havde det samme tøj på hver gang vi så ham, for han havde kun et sæt. Sara og jeg var dagen efter til engelsk med ham og fandt ud af at niveauet er alt for højt til ham, så vi flytter ham til en anden klasse. Vi var også på lageret og fandt ham noget nyt tøj.

Den næste dreng, var ham som vi besøgte i sidste uge, som vi næsten græd over. Han fortalte at det var blevet værre der hjemme. Han havde ikke fået mad, hans ”bedstemor” og hendes datter taler ikke sammen, så datteren taler ikke til drengen mere og hun laver nogle gange mad foran ham og bedstemoren, uden at de for noget af maden. Så han sagde han gerne ville ha vi hjalp ham med at finde en ny familie og han havde udover det heller ikke noget tøj, så vi skulle også finde noget tøj til ham.

Så endnu en hård dag men en masse problemer af tage hånd om.

Onsdag, blev en dag, med en masse ting af ordne.

Vi startede med at deltage i engelsk time, efterfølgende skulle vi udlevere tøj til de forskellige børn fra dagen før. Efter det havde vi meget travlt for vi skulle videre til tre hjemmebesøg.

En hård omgang

Felt dagbog 20/9 2013

Denne uge har været en hård omgang.

Vi har endelig fået forklaret Elisabeth og Maria at vi godt kan li at planlægge lidt i forvejen, så vi har fået skema for denne og næste uge. Hele denne uge har vi været på hjemme besøg hos Unicef børnene. Det har været så rart at komme med rundt og se hvilke omstændigheder de kommer fra. Tirsdag da vi skulle på hjemme besøg, startede dagen ikke så godt, først sad vi og ventede i en halv time på Maria og socialrådgiveren, da de så kom skulle vi til at brokke os, men de så meget alvorlige ud og de kom henne fra hospitalet. De havde været henne med en af pigerne fra Unicef projektet. Hun var aftenen forinden blev hevet ind i en bil og blev bedøvet. Hun var vågnet dagen efter uden tøj, hvorefter de fire mænd havde kørt hende til færgen, over til Kigamboni, givet hende penge til færgen og var kørt. Hun var så kommet op på kcc og havde fortalt det til Maria og Elisabeth, de havde med det samme taget hende til hospitalet hvor hun blev tjekket. Så det var en hård start på ugen. Efter vi lige havde talt om den oplevelse, skulle vi videre på hjemme besøg.

Hjemme besøget var hos en af de nye drenge i projektet. Han bor alene med sin mor i et lille bitte hus. Huset var et hun fik lov at bo i, fordi hun var husholderske hos en rigere familie. Han er med i projektet fordi han har stjålet en ledning, men ellers var der ingen problemer med ham.

Dagen efter var vi på hjemmebesøg igen, med en af de andre drenge. Socialrådgiveren havde aldrig været hjemme hos dem, så han var nød til at vise os vej. Han boede hos sin mormors søster, fordi hans mor var død og det var hans mormor også, så mormors søster havde så taget ham til sig.

Mens vi sad ude og talte sammen, sad hun pludselig og grinede fordi hun var flov over at vi (muzungure) kunne se deres madrasser. Vi kiggede undrende rund for vi kunne ikke se nogle madrasser. Hun pegede så hen på nogen meget tynde, meget gamle, på størrelse med en pude, madrasser, som hun havde lagt ud i solen, i håber om at solen ville dræbe nogle af de bakterier der var på madrasserne.

Efter de besøg var vi meget rørte, jeg ved ikke om det var fordi drengen var tilstede til hjemmebesøget, eller jo længere vi er her, jo tættere kommer det.

Men i hverfald, dejlig af komme i gang med noget arbejde.  

Et lille udpluk