Puha...

Felt dagbog den 24/9 2013

Okay, hvis jeg troede sidste uge var hård, så ku jeg lige tro om igen.

Denne uge startede ligesom sidste uge, med en mandag fuld af hjemmebesøg. Dog var der ingen virkelig hårde i denne omgang, men vi besøge en af de drenge Sara laver akrobatik med, som vi ikke viste var et unicef barn.

Det kom lidt bag på os, at det pludselig var et barn vi kende i forvejen, men det kan vi jo ikke undgå når vi nu har været her i to måneder.

Det er har slået os mest, er den holdning folk hernede har til deres børn. De fleste af de børn der er i Unicef projektet, bor hos deres tanter, bedstemødre eller andet familie end deres forældre. Forældrene er blevet skilt og kan ikke have den i deres nye familie, eller børnene er for krævende, eller også er forældrene døde.

En af de drenge vi besøgte, havde to brødre og de boede alle tre hos deres tante. Moderen var død og faren var nu ungkarl og havde nu ikke tid til sine børn, så giver man dem jo bare til sin søster. Alle børnene går rundt med en følelse af at være uønsket og urespekteret, det er meget svært at være vidne til. Fædrene og mødrene betaler ikke til de familie medlemmer der passer deres børn, så børnene kan ikke komme i skole, for f.eks har den ene tante, selv to børn, så med sin brors børn har hun nu fem børn, så der er ingen penge til skolen. Der findes en lov om at forældrene skal forsørge deres børn, men det er ikke noget regeringen søre for at de gør og folk kender ikke deres rettigheder, så ingen betaler.

Tirsdag havde vi Børnedag, for alle børnene fra Unicef projektet. Der er i alt 16 børn, der kom 5. først var Sara og jeg meget skuffet, men da dagen var omme, var vi meget glade for der kun havde været 5.

vi startede mødet ved lige at hilse osv. hvor vi så fandt ud af at flere af børnene ikke havde fået mad den dag, så Sara og jeg skyndte os hen og købt noget mad til dem. De overfaldt os da vi kom gående med maden og skreg ”ahsante, ahsante, ahsante” efter de havde spise gik vi i gang med mødet. Vi talte med dem om der fremskridt og hvordan de generelt syntes det gik. Efterfølgende talte vi med dem individuelt, hvis nu de havde nogle problemer de ikke ville tale om foran de andre.

Den første af drengene, er med i projektet fordi han har stjålet penge fra sin bedstemor, det ved børnene i hans skole, så nu vil de ikke sidde ved siden af ham, når han siger de til læren, tror hun ikke på ham, så nu har han ikke lyst til at komme der mere. Nu skal Maria og jeg op på hans skole her på tirsdag for at tale med læren.

Den næste som ikke kan læse og skrive, vil rigtig gerne lære engelsk, men har brug for hjælp. Sara og jeg forslog at vi kunne komme med til timerne og prøve at hjælpe ham. Han sagde at hvis vi gjorde det, skulle vi ikke ta os af hvis han havde det samme tøj på hver gang vi så ham, for han havde kun et sæt. Sara og jeg var dagen efter til engelsk med ham og fandt ud af at niveauet er alt for højt til ham, så vi flytter ham til en anden klasse. Vi var også på lageret og fandt ham noget nyt tøj.

Den næste dreng, var ham som vi besøgte i sidste uge, som vi næsten græd over. Han fortalte at det var blevet værre der hjemme. Han havde ikke fået mad, hans ”bedstemor” og hendes datter taler ikke sammen, så datteren taler ikke til drengen mere og hun laver nogle gange mad foran ham og bedstemoren, uden at de for noget af maden. Så han sagde han gerne ville ha vi hjalp ham med at finde en ny familie og han havde udover det heller ikke noget tøj, så vi skulle også finde noget tøj til ham.

Så endnu en hård dag men en masse problemer af tage hånd om.

Onsdag, blev en dag, med en masse ting af ordne.

Vi startede med at deltage i engelsk time, efterfølgende skulle vi udlevere tøj til de forskellige børn fra dagen før. Efter det havde vi meget travlt for vi skulle videre til tre hjemmebesøg.