Opstartsbeskrivelse Kcc

Opstartsbeskrivelse:

Tanzania, Kigamboni, Kigamboni community center (KCC)

Marlene Torhus

Mit praktik sted er KCC, i Tanzania. Jeg rejser med Sara fra min klasse og ditte og Kristian fra 3. semester. Sara og jeg har været her i to uger nu, men det er først i dag, vi har haft vores rigtige første dag på KCC.

Den dag vi ankom blev vi indkvarteret hjemme Nas som er en af stifterne af KCC. Han har selv boet på gaden, da han stak hjemme fra fordi han ville være akrobat. Derfor brænder han for at hjælpe alle de børn der er i risiko for at ende på gaden, eller allerede bor på gaden.

Kcc er et community center, for hele kigamboni. Ideen er at ”fange” alle de børn og unge der går og laver ballade, fordi de ikke har andet at lave. Hver eftermiddag, er der flere forskellige aktiviteter man kan lave f. eks. Drama, akrobatik, dans, art, som er noget håndarbejde og så også en syklasse.

De er lige begyndt at arbejde med Unicef, om et projekt hvor gadebørn de har lavet ballade og er blevet taget af politiet eller de socialmyndigheder, bliver henvist til Kcc eller YcRc, som er et andet center kcc samarbejder med. her skal børnene så interviews og skriver under på at de godt ved de har gjort noget forkert for at kunne deltage i projektet. Forældrene skal også skrive under og hvis der ikke er nogen forældre, skriver en socialrådgiver under. Hvis der er forældre forsøger de her at involvere dem så meget så muligt. Det gør de ved f.eks at tager på hjemmebesøg hvor de interviewer dem. Efter at de er blevet godkendt, skal de vælge et mål for de 4 måneder de er i projektet og vælge en af kcc aktiviteter, de har lyst til at være med til. Efter 2 måneder skal der evalueres på forløbet, så de kan se om barnet gør fremskridt eller der skal en anden indsats til.

Sara og jeg har været med til et møde omkring Unicef projektet, her talte de om at udvide det til zanzibar fordi det går så godt. Sara og jeg skal også fremover være med til møder omkring projektet og er blevet lovet at vi kan komme med på hjemmebesøg og interviews med børnene.

Den første da vi var på kcc, var meget spændende, der var så mange nye mennesker, indtryk, tanker og følelser. En af de første ting vi talte om, var- ”hvor er alle de voksne?”

Der var børn alle vejene. De legede, snakkede og sloges, men der var ingen voksne der holdte øje med dem, lige som vi gør i Danmark. Vi prøvede at spørge ind til det, men jeg tror ikke helt de forstod vores spørgsmål, de fortalte bare at børnene selv går til og fra skole.

På kcc er der en masse unge fyre der er der frivilligt. De hjælper de internationale frivillige og de hjælper med til aktiviteterne om eftermiddagen. Dem har vi haft meget stor glæde af, lige udover at man skal ikke tro noget kommer gratis, hjælp koster.

Kcc er ca. 5 bygninger der ligger lige op ad hinanden. I midten er der en flagstang med det Tanzanianske flag. Bag den ene bygning er der en lille plads hvor der er plads til at spille fodbold og det er også her de opføre deres kcc-show hver lørdag, her viser de alle de ting de øver i hverdagene.

Det har været meget svært at forklare hvad det er en pædagog egentlig er, så nu skal vi arbejde med nursery klasserne, undervise dem i engelsk og matematik.

Vi startede med at observere i klasserne. Der er to, baby class og top class. I baby er de 3-4 år ca og I top er de 5-6 år ca.

Det var en meget anderledes måde at undervise på, jeg var lidt forarget over det. De første to timer sad vi i to timer og hørte på en lære skrige ”blackboard” og ”cupboard” hvorefter alle børnene gentog læreren. Støj niveauet var virkelig højt, det var, som om det blev til en leg at råbe højest. Efter følgende var vi i top klassen og observere deres engelsk klasse, den var desværre ligesom baby klassen og faktisk værre.

Her skulle børnene sige en sætning ”this is my friend, her/his name is___”

for det første sagde læreren det forkert for det andet var hun så nedladende og hånende overfor børnene når de sagde det forkert. Hende og den anden lære stod og grinede og vendte det hvide ud af øjnene når børnene byttede om på his og her. Da vi gik der fra havde man lidt ondt i maven over det og jeg kunne ikke lade vær med at tænke på om ordet ankerkendende findes i deres kultur.

På nær lærerne i nursery klasserne, får man indtryk af at alle dem der er på KCC virkelig brænder for det de laver. Vi havde en oplevelse hvor en af fyrene der arbejder med gadedrengene, begyndte at græde da han skulle fortælle at en af drengene var blevet taget af politiet, fordi han havde sovet på gaden, og han nu ikke viste hvor han var. Det var hårdt at se, men det viste os også bare hvor meget de brænder for det de laver.

Jeg har lidt svært ved at tænke mit linjefag ind i denne praktik, men jeg forsøger at bruge min web-blog så meget så muligt og jeg har tænkt mig når jeg kender børnene lidt bedre at kende, vil jeg lave et foto projekt med dem og de 5 engangskameraer jeg har med.