Puha...

Felt dagbog den 24/9 2013

Okay, hvis jeg troede sidste uge var hård, så ku jeg lige tro om igen.

Denne uge startede ligesom sidste uge, med en mandag fuld af hjemmebesøg. Dog var der ingen virkelig hårde i denne omgang, men vi besøge en af de drenge Sara laver akrobatik med, som vi ikke viste var et unicef barn.

Det kom lidt bag på os, at det pludselig var et barn vi kende i forvejen, men det kan vi jo ikke undgå når vi nu har været her i to måneder.

Det er har slået os mest, er den holdning folk hernede har til deres børn. De fleste af de børn der er i Unicef projektet, bor hos deres tanter, bedstemødre eller andet familie end deres forældre. Forældrene er blevet skilt og kan ikke have den i deres nye familie, eller børnene er for krævende, eller også er forældrene døde.

En af de drenge vi besøgte, havde to brødre og de boede alle tre hos deres tante. Moderen var død og faren var nu ungkarl og havde nu ikke tid til sine børn, så giver man dem jo bare til sin søster. Alle børnene går rundt med en følelse af at være uønsket og urespekteret, det er meget svært at være vidne til. Fædrene og mødrene betaler ikke til de familie medlemmer der passer deres børn, så børnene kan ikke komme i skole, for f.eks har den ene tante, selv to børn, så med sin brors børn har hun nu fem børn, så der er ingen penge til skolen. Der findes en lov om at forældrene skal forsørge deres børn, men det er ikke noget regeringen søre for at de gør og folk kender ikke deres rettigheder, så ingen betaler.

Tirsdag havde vi Børnedag, for alle børnene fra Unicef projektet. Der er i alt 16 børn, der kom 5. først var Sara og jeg meget skuffet, men da dagen var omme, var vi meget glade for der kun havde været 5.

vi startede mødet ved lige at hilse osv. hvor vi så fandt ud af at flere af børnene ikke havde fået mad den dag, så Sara og jeg skyndte os hen og købt noget mad til dem. De overfaldt os da vi kom gående med maden og skreg ”ahsante, ahsante, ahsante” efter de havde spise gik vi i gang med mødet. Vi talte med dem om der fremskridt og hvordan de generelt syntes det gik. Efterfølgende talte vi med dem individuelt, hvis nu de havde nogle problemer de ikke ville tale om foran de andre.

Den første af drengene, er med i projektet fordi han har stjålet penge fra sin bedstemor, det ved børnene i hans skole, så nu vil de ikke sidde ved siden af ham, når han siger de til læren, tror hun ikke på ham, så nu har han ikke lyst til at komme der mere. Nu skal Maria og jeg op på hans skole her på tirsdag for at tale med læren.

Den næste som ikke kan læse og skrive, vil rigtig gerne lære engelsk, men har brug for hjælp. Sara og jeg forslog at vi kunne komme med til timerne og prøve at hjælpe ham. Han sagde at hvis vi gjorde det, skulle vi ikke ta os af hvis han havde det samme tøj på hver gang vi så ham, for han havde kun et sæt. Sara og jeg var dagen efter til engelsk med ham og fandt ud af at niveauet er alt for højt til ham, så vi flytter ham til en anden klasse. Vi var også på lageret og fandt ham noget nyt tøj.

Den næste dreng, var ham som vi besøgte i sidste uge, som vi næsten græd over. Han fortalte at det var blevet værre der hjemme. Han havde ikke fået mad, hans ”bedstemor” og hendes datter taler ikke sammen, så datteren taler ikke til drengen mere og hun laver nogle gange mad foran ham og bedstemoren, uden at de for noget af maden. Så han sagde han gerne ville ha vi hjalp ham med at finde en ny familie og han havde udover det heller ikke noget tøj, så vi skulle også finde noget tøj til ham.

Så endnu en hård dag men en masse problemer af tage hånd om.

Onsdag, blev en dag, med en masse ting af ordne.

Vi startede med at deltage i engelsk time, efterfølgende skulle vi udlevere tøj til de forskellige børn fra dagen før. Efter det havde vi meget travlt for vi skulle videre til tre hjemmebesøg.

En hård omgang

Felt dagbog 20/9 2013

Denne uge har været en hård omgang.

Vi har endelig fået forklaret Elisabeth og Maria at vi godt kan li at planlægge lidt i forvejen, så vi har fået skema for denne og næste uge. Hele denne uge har vi været på hjemme besøg hos Unicef børnene. Det har været så rart at komme med rundt og se hvilke omstændigheder de kommer fra. Tirsdag da vi skulle på hjemme besøg, startede dagen ikke så godt, først sad vi og ventede i en halv time på Maria og socialrådgiveren, da de så kom skulle vi til at brokke os, men de så meget alvorlige ud og de kom henne fra hospitalet. De havde været henne med en af pigerne fra Unicef projektet. Hun var aftenen forinden blev hevet ind i en bil og blev bedøvet. Hun var vågnet dagen efter uden tøj, hvorefter de fire mænd havde kørt hende til færgen, over til Kigamboni, givet hende penge til færgen og var kørt. Hun var så kommet op på kcc og havde fortalt det til Maria og Elisabeth, de havde med det samme taget hende til hospitalet hvor hun blev tjekket. Så det var en hård start på ugen. Efter vi lige havde talt om den oplevelse, skulle vi videre på hjemme besøg.

Hjemme besøget var hos en af de nye drenge i projektet. Han bor alene med sin mor i et lille bitte hus. Huset var et hun fik lov at bo i, fordi hun var husholderske hos en rigere familie. Han er med i projektet fordi han har stjålet en ledning, men ellers var der ingen problemer med ham.

Dagen efter var vi på hjemmebesøg igen, med en af de andre drenge. Socialrådgiveren havde aldrig været hjemme hos dem, så han var nød til at vise os vej. Han boede hos sin mormors søster, fordi hans mor var død og det var hans mormor også, så mormors søster havde så taget ham til sig.

Mens vi sad ude og talte sammen, sad hun pludselig og grinede fordi hun var flov over at vi (muzungure) kunne se deres madrasser. Vi kiggede undrende rund for vi kunne ikke se nogle madrasser. Hun pegede så hen på nogen meget tynde, meget gamle, på størrelse med en pude, madrasser, som hun havde lagt ud i solen, i håber om at solen ville dræbe nogle af de bakterier der var på madrasserne.

Efter de besøg var vi meget rørte, jeg ved ikke om det var fordi drengen var tilstede til hjemmebesøget, eller jo længere vi er her, jo tættere kommer det.

Men i hverfald, dejlig af komme i gang med noget arbejde.  

Et lille udpluk

Start på Unicef projekt

Felt dagbog den 28 august 2013

I denne uge har vi arbejdet på Unicef projektet. Den første dag, gik så som det tit går i afrika. Vi kom kl 9, lidt efter fik vi en besked fra socialrådgiveren om at hun var på vej, men ar Maria kunne vise os de børn der er med i projektet, mens vi ventede. Da klokken var 11 sad vi stadig og ventede. Maria som normalt altid er kcc, var der ikke, hun var åbenbart i Dar, socialrådgiveren kom først da kl var 12 og det var os ca der omkring Maria kom, med ny frisure.

Vi har en aftale med Nas' kone om at vi skal være hjemme til frokost, så vi nåede kun lige kort at tale med socialrådgiveren, hilse på et nyt barn og nogen af de frivillige, inden vi var nød til at gå.

Tirsdag havde vi aftalt af mødes kl 11 på kcc, da vi skulle være med til at lave start interviewet med den nye dreng i unicef projektet. Da Maria kun kan tale swahili, lovede Nas at være der så han kunne oversætte sammen med socialrådgiveren. Da kl var 10:30 skrev socialrådgiveren at hun ikke kunne komme, da hun skulle til møde. Da klokken var 11:15 var Nas stadig ikke kommet, så vi ringede og blev meget overrasket over at han fortalte han ikke kom, da han lige var i Dar. Så nu stod, vi med den nye dreng, Maria, der ikke kan engelsk og ingen til at oversætte. Jeg syntes det er meget frustrerende nogle gange, at aftaler ikke rigtig er noget man kan regne med. Heldigvis arbejder der en anden kvinde på kontoret, faktisk hende der underviser os i swahili, som er rigtig god til engelsk, så hun trådte til, for at oversætte.

Interview gik rigtig godt, drenge svarede på alle spørgsmålene, men hele hans udstråling var så sørgelig, han lignede en der havde grædt i flere dag. Hans crime, var at han ikke gik i skole, at han bare rendte rundt på gaderne og lavede ingenting. Han kom også på computer cafeer (game plases) det kunne vi så ikke se noget galt i, her kunne han måske finde nogen andre venner der ikke lavede ballade, men det er åbenbart slet ikke det samme som det er i danmark. Det er steder unge drenge slet ikke skal komme, for der er flere af stederne hvor de misbruger drengene ”they make them girls” Sara og jeg kiggede bare på hinanden og tænkte næsten straks den samme tanke... ”åh nej, det er derfor han ser så ked ud hele tiden.”

vi kom igennem resten af interviewet og han virkede som om han gerne være en del af unicefs rehabiliterings program.

I dag onsdag, har vi haft en lang kontor dag. Alle rapporterne på børnene er på swahili, så vi kan jo ikke forstå dem og Unicef sidder selv og oversætter dem når de får dem, så derfor sad vi hele dagen sammen med socialrådgiveren og oversatte de vigtigste punkter. Vi fandt dog ud af at mens vi sad og skrev ned på engelsk, så sad socialrådgiveren og udfyldte nogle af de punkter som skulle ha være udfyldt for flere måneder siden. En af sagerne, havde de slet ikke gjort interviewet færdigt, heldigvis, var pigen der, så vi fik hende ind på kontoret og gjorde det færdig.

Jeg bliver så tålmodig inden jeg kommer hjem og jeg bliver så god til at vente på andre :)  

Rigtig god dag

Felt dagbog 21. august 2013

I dag har været en rigtig godt dag.

Vi startede dagen med at vores strøm kom igen, så kunne vi får ladt vores computere op og telefoner op.

Kl 10 skulle vi så til kcc, hvor vi skulle mødes med Ophilia, en advokat fra Unicef, der bare lige kort skulle fortælle hos om projektet.

Hun kom lidt over ti, vi har kun mødt hende en gang, men hun hilste på os med kram og et stort smil, men så forsvandt hendes smil også. Nas som er koordinator for unicef projektet, havde ikke styr på noget som helst viste det sig. Deres papire var ikke i orden, de glemte at informere unicef om forskellige ting og den computer Nas havde fået stjålet i lørdags, her hjemme, var slet ikke hans, men en fra unicef som socialrådgiveren skulle bruge, så den skulle slet ikke være hjemme hos nas. Unicef advokaten har rasende. Men selvom det var pinligt at se på, var det jo godt hun fik øjene op for hvordan projektet forløber, så der kan blive gjort noget.

Hun forslog nas, at han skulle udnytte at sara og jeg er her i 6 måneder. Han skal indrage os mere i projektet og give os arbejdsopgaver.

Så på trods at en pinlig skideballe foran os, ende det med, at sara og jeg slipper for engelsk undervisning og i stedet skal være på unicef projektet. Vi skal tjekke op på om de børn der er med i projektet overhovede kommer, hvornår de kommer, hvad de laver når de kommer.

Vi skal stå for at de får mad når de er der, være med til hjemmebesøg og evalueringer, report skrivning og til at gennemgå alle sagerne på alle børnene. Så vi gik derfra med et stort smil og med store forventninger.  

laaanng dag.. :)

Tirsdag 20. august 2013

En dag med undervisning, hjemmebesøg, akrobatik og endnu et strømsvigt.

Vi havde denne gang gjort os meget umage med at forberede engelsk undervisningen. Vi havde fået kopieret sider, med forskellige sætninger, de skulle øve sig på at skrive og vi opdelte baby klassen i gode og ikke så gode. Derfor var vi nød til at bede læren om hjælp, for der er to rækker i klassen og niveau 1 og niveau 2 ville vi gerne have på hver sin række. Læren stiller sig op og råber som hun plejer af børnene mens hun flytter rundt på dem. Det undre mig at hun taler så meget, bare for at flytte rund på dem, så jeg bliver lidt mistænksom og spørger ”du fortæller vel ikke børnene, hvorfor vi flytter dem?!” så kigger hun bare på mig og siger ja. Jeg tror jeg kom til at rynke panden da jeg lidt hårdt sagde til hende at det syntes jeg bestemt ikke hun skulle gøre!

Men på trods af det, gik undervisningen rigtig godt, dog stadig meget larm, men syntes jeg er mere positiv.

Efter vi havde undervist, skulle vi selv have swahili undervisning for første gang, det var lidt af en udfordring, men vi skal nok lære det.

Efter undervisningen, skulle vi skynde os hjem og spise frokost, inden vi skulle på hjemmebesøg. Nas har sagt vi må spise på KCC, fordi der er så mange fattige, som måske ikke har mad med, så fair nok, vi skynder os hjem, det undre os bare at de ”meget enegergeret” lære så sidder og spiser foran børnene i timerne.

For en gang skyld var socialrådgiveren, der til tiden, så hun nåede at fortælle os om den familie vi skulle ud til inden kom der ud. Det var en dreng på 16, der havde været oppe og slå og blevet bevidstløs, så han var blevet indlagt, siden da, har han ikke kunne høre. Han er så blevet taget i at ryge hash og er derfor med i projektet. Han bor hos sin mor og stedfar. Stedfaren, vil bare ikke betale noget til sønnen, så han sover på et lille tæppe, fordi stedfaren ikke vil betale en madras til ham. Han er en rigtig sød dreng der har afsluttet primery school og nu kommer på kcc hver dag, hvor han lære at lave armbånd. En af nabo drengene er også med i unicef programmet, men han kommer aldrig på kcc, han siger bare der hjemme at han er på kcc, men i dag mødte vi han storebror som han bor hos, så vi havde lige et impulsivt møde med ham. Han ville prøve at tale med sin bror og få ham til at ta på kcc, eller bare fortælle ham hvor han så var, nu han ikke er på kcc.

Efter hjemmebesøget, sku vi tilbage til kcc og starte saras akrobatik hold op. Vi havde spurgt og vi kunne få en hjælper, fordi vi som sædevandlig ikke kan sproget, så det er svært at lære dem noget. Heldigvis er der en rigtig sød fyr der hedder juma, som er akrobat og som er god til engelsk, han hjalp. Det var lidt kaos, vi havde sagt at 10-15 børn ville være perfekt, men da vi gik i gang kom der flere og flere, så vi endte nok med 25-30 børn. Vi tre andre hjalp på saras kommando, men der går nok et par gange før vi får det helt på plads, det med at gribe rigtigt osv.

vi kom så hjem efter en lang dag, da klokken var 18 var der selvfølgelig ingen strøm igen, og internettet virker heller ikke, så det var bare at få lidt mad og så faktisk på hoved i seng.