En hård omgang

Felt dagbog 20/9 2013

Denne uge har været en hård omgang.

Vi har endelig fået forklaret Elisabeth og Maria at vi godt kan li at planlægge lidt i forvejen, så vi har fået skema for denne og næste uge. Hele denne uge har vi været på hjemme besøg hos Unicef børnene. Det har været så rart at komme med rundt og se hvilke omstændigheder de kommer fra. Tirsdag da vi skulle på hjemme besøg, startede dagen ikke så godt, først sad vi og ventede i en halv time på Maria og socialrådgiveren, da de så kom skulle vi til at brokke os, men de så meget alvorlige ud og de kom henne fra hospitalet. De havde været henne med en af pigerne fra Unicef projektet. Hun var aftenen forinden blev hevet ind i en bil og blev bedøvet. Hun var vågnet dagen efter uden tøj, hvorefter de fire mænd havde kørt hende til færgen, over til Kigamboni, givet hende penge til færgen og var kørt. Hun var så kommet op på kcc og havde fortalt det til Maria og Elisabeth, de havde med det samme taget hende til hospitalet hvor hun blev tjekket. Så det var en hård start på ugen. Efter vi lige havde talt om den oplevelse, skulle vi videre på hjemme besøg.

Hjemme besøget var hos en af de nye drenge i projektet. Han bor alene med sin mor i et lille bitte hus. Huset var et hun fik lov at bo i, fordi hun var husholderske hos en rigere familie. Han er med i projektet fordi han har stjålet en ledning, men ellers var der ingen problemer med ham.

Dagen efter var vi på hjemmebesøg igen, med en af de andre drenge. Socialrådgiveren havde aldrig været hjemme hos dem, så han var nød til at vise os vej. Han boede hos sin mormors søster, fordi hans mor var død og det var hans mormor også, så mormors søster havde så taget ham til sig.

Mens vi sad ude og talte sammen, sad hun pludselig og grinede fordi hun var flov over at vi (muzungure) kunne se deres madrasser. Vi kiggede undrende rund for vi kunne ikke se nogle madrasser. Hun pegede så hen på nogen meget tynde, meget gamle, på størrelse med en pude, madrasser, som hun havde lagt ud i solen, i håber om at solen ville dræbe nogle af de bakterier der var på madrasserne.

Efter de besøg var vi meget rørte, jeg ved ikke om det var fordi drengen var tilstede til hjemmebesøget, eller jo længere vi er her, jo tættere kommer det.

Men i hverfald, dejlig af komme i gang med noget arbejde.  

Et lille udpluk

Start på Unicef projekt

Felt dagbog den 28 august 2013

I denne uge har vi arbejdet på Unicef projektet. Den første dag, gik så som det tit går i afrika. Vi kom kl 9, lidt efter fik vi en besked fra socialrådgiveren om at hun var på vej, men ar Maria kunne vise os de børn der er med i projektet, mens vi ventede. Da klokken var 11 sad vi stadig og ventede. Maria som normalt altid er kcc, var der ikke, hun var åbenbart i Dar, socialrådgiveren kom først da kl var 12 og det var os ca der omkring Maria kom, med ny frisure.

Vi har en aftale med Nas' kone om at vi skal være hjemme til frokost, så vi nåede kun lige kort at tale med socialrådgiveren, hilse på et nyt barn og nogen af de frivillige, inden vi var nød til at gå.

Tirsdag havde vi aftalt af mødes kl 11 på kcc, da vi skulle være med til at lave start interviewet med den nye dreng i unicef projektet. Da Maria kun kan tale swahili, lovede Nas at være der så han kunne oversætte sammen med socialrådgiveren. Da kl var 10:30 skrev socialrådgiveren at hun ikke kunne komme, da hun skulle til møde. Da klokken var 11:15 var Nas stadig ikke kommet, så vi ringede og blev meget overrasket over at han fortalte han ikke kom, da han lige var i Dar. Så nu stod, vi med den nye dreng, Maria, der ikke kan engelsk og ingen til at oversætte. Jeg syntes det er meget frustrerende nogle gange, at aftaler ikke rigtig er noget man kan regne med. Heldigvis arbejder der en anden kvinde på kontoret, faktisk hende der underviser os i swahili, som er rigtig god til engelsk, så hun trådte til, for at oversætte.

Interview gik rigtig godt, drenge svarede på alle spørgsmålene, men hele hans udstråling var så sørgelig, han lignede en der havde grædt i flere dag. Hans crime, var at han ikke gik i skole, at han bare rendte rundt på gaderne og lavede ingenting. Han kom også på computer cafeer (game plases) det kunne vi så ikke se noget galt i, her kunne han måske finde nogen andre venner der ikke lavede ballade, men det er åbenbart slet ikke det samme som det er i danmark. Det er steder unge drenge slet ikke skal komme, for der er flere af stederne hvor de misbruger drengene ”they make them girls” Sara og jeg kiggede bare på hinanden og tænkte næsten straks den samme tanke... ”åh nej, det er derfor han ser så ked ud hele tiden.”

vi kom igennem resten af interviewet og han virkede som om han gerne være en del af unicefs rehabiliterings program.

I dag onsdag, har vi haft en lang kontor dag. Alle rapporterne på børnene er på swahili, så vi kan jo ikke forstå dem og Unicef sidder selv og oversætter dem når de får dem, så derfor sad vi hele dagen sammen med socialrådgiveren og oversatte de vigtigste punkter. Vi fandt dog ud af at mens vi sad og skrev ned på engelsk, så sad socialrådgiveren og udfyldte nogle af de punkter som skulle ha være udfyldt for flere måneder siden. En af sagerne, havde de slet ikke gjort interviewet færdigt, heldigvis, var pigen der, så vi fik hende ind på kontoret og gjorde det færdig.

Jeg bliver så tålmodig inden jeg kommer hjem og jeg bliver så god til at vente på andre :)  

Rigtig god dag

Felt dagbog 21. august 2013

I dag har været en rigtig godt dag.

Vi startede dagen med at vores strøm kom igen, så kunne vi får ladt vores computere op og telefoner op.

Kl 10 skulle vi så til kcc, hvor vi skulle mødes med Ophilia, en advokat fra Unicef, der bare lige kort skulle fortælle hos om projektet.

Hun kom lidt over ti, vi har kun mødt hende en gang, men hun hilste på os med kram og et stort smil, men så forsvandt hendes smil også. Nas som er koordinator for unicef projektet, havde ikke styr på noget som helst viste det sig. Deres papire var ikke i orden, de glemte at informere unicef om forskellige ting og den computer Nas havde fået stjålet i lørdags, her hjemme, var slet ikke hans, men en fra unicef som socialrådgiveren skulle bruge, så den skulle slet ikke være hjemme hos nas. Unicef advokaten har rasende. Men selvom det var pinligt at se på, var det jo godt hun fik øjene op for hvordan projektet forløber, så der kan blive gjort noget.

Hun forslog nas, at han skulle udnytte at sara og jeg er her i 6 måneder. Han skal indrage os mere i projektet og give os arbejdsopgaver.

Så på trods at en pinlig skideballe foran os, ende det med, at sara og jeg slipper for engelsk undervisning og i stedet skal være på unicef projektet. Vi skal tjekke op på om de børn der er med i projektet overhovede kommer, hvornår de kommer, hvad de laver når de kommer.

Vi skal stå for at de får mad når de er der, være med til hjemmebesøg og evalueringer, report skrivning og til at gennemgå alle sagerne på alle børnene. Så vi gik derfra med et stort smil og med store forventninger.  

laaanng dag.. :)

Tirsdag 20. august 2013

En dag med undervisning, hjemmebesøg, akrobatik og endnu et strømsvigt.

Vi havde denne gang gjort os meget umage med at forberede engelsk undervisningen. Vi havde fået kopieret sider, med forskellige sætninger, de skulle øve sig på at skrive og vi opdelte baby klassen i gode og ikke så gode. Derfor var vi nød til at bede læren om hjælp, for der er to rækker i klassen og niveau 1 og niveau 2 ville vi gerne have på hver sin række. Læren stiller sig op og råber som hun plejer af børnene mens hun flytter rundt på dem. Det undre mig at hun taler så meget, bare for at flytte rund på dem, så jeg bliver lidt mistænksom og spørger ”du fortæller vel ikke børnene, hvorfor vi flytter dem?!” så kigger hun bare på mig og siger ja. Jeg tror jeg kom til at rynke panden da jeg lidt hårdt sagde til hende at det syntes jeg bestemt ikke hun skulle gøre!

Men på trods af det, gik undervisningen rigtig godt, dog stadig meget larm, men syntes jeg er mere positiv.

Efter vi havde undervist, skulle vi selv have swahili undervisning for første gang, det var lidt af en udfordring, men vi skal nok lære det.

Efter undervisningen, skulle vi skynde os hjem og spise frokost, inden vi skulle på hjemmebesøg. Nas har sagt vi må spise på KCC, fordi der er så mange fattige, som måske ikke har mad med, så fair nok, vi skynder os hjem, det undre os bare at de ”meget enegergeret” lære så sidder og spiser foran børnene i timerne.

For en gang skyld var socialrådgiveren, der til tiden, så hun nåede at fortælle os om den familie vi skulle ud til inden kom der ud. Det var en dreng på 16, der havde været oppe og slå og blevet bevidstløs, så han var blevet indlagt, siden da, har han ikke kunne høre. Han er så blevet taget i at ryge hash og er derfor med i projektet. Han bor hos sin mor og stedfar. Stedfaren, vil bare ikke betale noget til sønnen, så han sover på et lille tæppe, fordi stedfaren ikke vil betale en madras til ham. Han er en rigtig sød dreng der har afsluttet primery school og nu kommer på kcc hver dag, hvor han lære at lave armbånd. En af nabo drengene er også med i unicef programmet, men han kommer aldrig på kcc, han siger bare der hjemme at han er på kcc, men i dag mødte vi han storebror som han bor hos, så vi havde lige et impulsivt møde med ham. Han ville prøve at tale med sin bror og få ham til at ta på kcc, eller bare fortælle ham hvor han så var, nu han ikke er på kcc.

Efter hjemmebesøget, sku vi tilbage til kcc og starte saras akrobatik hold op. Vi havde spurgt og vi kunne få en hjælper, fordi vi som sædevandlig ikke kan sproget, så det er svært at lære dem noget. Heldigvis er der en rigtig sød fyr der hedder juma, som er akrobat og som er god til engelsk, han hjalp. Det var lidt kaos, vi havde sagt at 10-15 børn ville være perfekt, men da vi gik i gang kom der flere og flere, så vi endte nok med 25-30 børn. Vi tre andre hjalp på saras kommando, men der går nok et par gange før vi får det helt på plads, det med at gribe rigtigt osv.

vi kom så hjem efter en lang dag, da klokken var 18 var der selvfølgelig ingen strøm igen, og internettet virker heller ikke, så det var bare at få lidt mad og så faktisk på hoved i seng.

kommunikation - african time

Felt dagbog 17 august

Torsdag var på endnu et hjemme besøg, socialrådgiveren var dog forsinket igen, dog kun en halv time. Da vi kom ned til havnen, hvor alle dalladallaerne holder mødtes vi med socialrådgiverne og fandt den rigtige dalladalla. Da vi alle var kommet ind i den, var socialrådgiveren pludselig gået ud igen, da vi spurgte til hvorfor hun var gået ud, sagde hun at hun ikke ville med hvis ikke hun kunne sidde ned. Det at få en sidde plads er noget noget meget sjældent, så det ville ikke kunne betale sig at vente på den næste dalladalla. Der var heldigvis en mand, der var rigtig sød og rejste sig for hende, så vi kunne komme afsted.

Vi komme ud til en meget lille landsby, hvor en 16 årig pige boede hos sin mor og stedfar. Hun havde været med i unicef projektet i 3 uger. Hun kom med i projektet fordi hun er droppet ud af skolen. Hun kommer nu hverdag på Kcc, hvor hun deltager i sygning og computer undervisning. Moren fortalte at hun allerede efter de 3 uger, kunne se forskel på hende, hun hjælper mere til der hjemme og er generelt sødere. Besøget var hurtigt overstået.

Inden hjemmebøsøget havde vi vores engelsk undervisning. Vi føler os stadig på helt bar bund, vi får ikke rigtig nogen vejledning i hvad vi skal undervise i eller hvordan. Vi mødte nogen unge fra MS, der også skulle prøve at undervise i engelske. De havde fået udleveret nogle papirer hvor de kunne se hvad de skulle undervise osv. vi har derfor talt med Rama, der står for nursery klasserne, om at få et møde så vi kan få noget vejledning.

Fredag er sports and game day. Vi havde fået at vide vi skulle stå for denne dag, hvor begge klasse trin skal deltage. Vi har planlagt at forsøge os med ”alle mine kyllinger” og muligvis ”stå trold” hvis vi kunne nå det.

Vi har haft så svært ved vores engelsk undervisning, så vi havde glædet os så meget til denne dag. Da vi så kom frem til kcc og troede vi skulle i gang med at lege, var lærene ved at hive alle børnene ind i et af klasse lokalerne, vi fulgte efter og spurgte hva hun lavede, så sagde hun at de lige skulle sidde her og vente på boldten. Jeg spøger stille ind til om det ikke var meningen vi skulle stå for sports and games dagen? Så begynder hun at grine og siger at der skal spilles fodbold, jeg siger igen at vi havde da fået at vide vi skulle stå for det, så griner hun lidt igen og siger at drengene skal spille fodbold. Her bliver jeg så nød til at gå. Jeg syntes det er rigtig frustrerende at de ikke kommunikere med hinanden, det er som om at ingen har fortalt hende læren at vi skal undervise det næste halve år, så når vi kommer og prøver på at undervise, føler hun måske vi tager hendes job.

Da vi så endelig bliver enige med de forskellige om at vi skulle stå for dagen, hev de alle børnene ud på pladsen og bad dem om at stille sig hånd i hånd, en er ungerne var åbenbart lidt for langsom, så hun fik pludselig en ordentlig flad lige på hoved, hvilket gjorde at vi alle, 4 danskere, gik helt i stå og bare stod og gloede. Vi kan jo ikke rigtig blande os. Efter megen besvær kom vi over på den store plads hvor de mente det ville være godt at lege med børnene. Pladsen var på størrelse med en fodboldbane og der var børn fra de andre skoler over det hele. Børnene der er vant til at sidde og gentage ord i flere timer i træk, var helt oppe og køre, nok også fordi de lige havde haft pause, for i deres pauser får de hver dag penge med til at købe slik for. Så læren kunne slet ikke styre dem og børnene fra den anden skole, så de to bolde hun havde med, og blev ligeså vilde. Læren lagde boldene og der gik 5 sek. så var der to fodbold kampe i gang. Vi stod og så til med åben mund, det var et stort kaos, vi ville på ingen måde kunne lege med vores børn her. Læren havde det vist lidt på samme måde, for da hun forsøgte at samle vores børn, var der lige et til barn der fik et par på hoved. Vi endte med at blive enige om at lade børnene løbe og lege som de ville, men i næste uge, leger på i den lille gård på kcc.  

Hjemmebesøg og undervisning

Felt dagbog 14 august 2013

vi har talt med fyre der styre nursery klasserne og nu skal heldigvis ikke undervise i matematik mere. At undervise 3-4 årige, der ikke kan engelsk, i matematik, var fuldstændigt umuligt, så det er rigtig dejligt. Vi skal dog stadig undervise i engelsk, det er vi stadig lidt usikre på, da vi jo ikke er undervisere. Vi er ikke blevet præsenterede for hver pensum eller bøger, så vi føler vi er lidt på barbund. Da vi spurgte ,den ene lære i baby class, om det ville være okay, at vi underviste de små i alfabetet, var hendes svar bare: ” what ever” så der fik vi ikke meget hjælp. Men jeg tror næsten de er ligeglade, de er bare glad for at vi er her, og kan hjælpe med udtalen af de engelske ord, for det er lærerne ikke særlig gode til. Men at undervise nursery klasserne, i engelsk, kommer ikke til at fylde ret meget, så vi har talt med Nas, om at være noget mere inde over det Unicef projekt. Det er et projekt for de børn der kommer i problemer med politiet osv, vi var med til et møde lige da vi kom, hvor vi hørte om projektet. Det talte vi med ham om i går, så allerede i dag, skulle vi med til et hjemmebesøg, hos en pige, vis forældre havde meldt hende til politiet, fordi hun havde stjålet 5000 Ztan, så hun kom med i unicef projektet. Hun har dog aldrig mødt op på KCC, så derfor skulle vi ud og besøge hende og hendes familie. Vi havde en aftale om at mødes på kcc kl 11, men da klokken var 13:30 var socialrådgiveren stadig ikke kommet. De andre på kcc sagde at hun altid kommer når det passer hende. Hun er ansat af unicef og derfor mener hun åbenbart hun kan gøre som det passer hende. Da vi så endelig mødtes med hende, skulle vi så med en dalladalla, som er en slags bus, det er bare ikke en bus, men en minibus/varevogn, men det forhindre dem bare ikke i at stoppe 100 mennesker ind i den, så det var lidt af en oplevelse. Da vi så endelig og helskindet kom frem til det stop hvor vi skulle finde den familie vi skulle besøge, kunne vi ikke få fat i dem. Det viste sig at faren ikke ville have vi kom og at han ikke ville have at datteren skulle deltage i projektet. Så det var en lidt problematisk situation. I morgen skal vi på et nyt besøg, som vi håber går bedre :) plus at vi skal undervise i engelsk fra 8-12.