Rigtig god dag

Felt dagbog 21. august 2013

I dag har været en rigtig godt dag.

Vi startede dagen med at vores strøm kom igen, så kunne vi får ladt vores computere op og telefoner op.

Kl 10 skulle vi så til kcc, hvor vi skulle mødes med Ophilia, en advokat fra Unicef, der bare lige kort skulle fortælle hos om projektet.

Hun kom lidt over ti, vi har kun mødt hende en gang, men hun hilste på os med kram og et stort smil, men så forsvandt hendes smil også. Nas som er koordinator for unicef projektet, havde ikke styr på noget som helst viste det sig. Deres papire var ikke i orden, de glemte at informere unicef om forskellige ting og den computer Nas havde fået stjålet i lørdags, her hjemme, var slet ikke hans, men en fra unicef som socialrådgiveren skulle bruge, så den skulle slet ikke være hjemme hos nas. Unicef advokaten har rasende. Men selvom det var pinligt at se på, var det jo godt hun fik øjene op for hvordan projektet forløber, så der kan blive gjort noget.

Hun forslog nas, at han skulle udnytte at sara og jeg er her i 6 måneder. Han skal indrage os mere i projektet og give os arbejdsopgaver.

Så på trods at en pinlig skideballe foran os, ende det med, at sara og jeg slipper for engelsk undervisning og i stedet skal være på unicef projektet. Vi skal tjekke op på om de børn der er med i projektet overhovede kommer, hvornår de kommer, hvad de laver når de kommer.

Vi skal stå for at de får mad når de er der, være med til hjemmebesøg og evalueringer, report skrivning og til at gennemgå alle sagerne på alle børnene. Så vi gik derfra med et stort smil og med store forventninger.  

laaanng dag.. :)

Tirsdag 20. august 2013

En dag med undervisning, hjemmebesøg, akrobatik og endnu et strømsvigt.

Vi havde denne gang gjort os meget umage med at forberede engelsk undervisningen. Vi havde fået kopieret sider, med forskellige sætninger, de skulle øve sig på at skrive og vi opdelte baby klassen i gode og ikke så gode. Derfor var vi nød til at bede læren om hjælp, for der er to rækker i klassen og niveau 1 og niveau 2 ville vi gerne have på hver sin række. Læren stiller sig op og råber som hun plejer af børnene mens hun flytter rundt på dem. Det undre mig at hun taler så meget, bare for at flytte rund på dem, så jeg bliver lidt mistænksom og spørger ”du fortæller vel ikke børnene, hvorfor vi flytter dem?!” så kigger hun bare på mig og siger ja. Jeg tror jeg kom til at rynke panden da jeg lidt hårdt sagde til hende at det syntes jeg bestemt ikke hun skulle gøre!

Men på trods af det, gik undervisningen rigtig godt, dog stadig meget larm, men syntes jeg er mere positiv.

Efter vi havde undervist, skulle vi selv have swahili undervisning for første gang, det var lidt af en udfordring, men vi skal nok lære det.

Efter undervisningen, skulle vi skynde os hjem og spise frokost, inden vi skulle på hjemmebesøg. Nas har sagt vi må spise på KCC, fordi der er så mange fattige, som måske ikke har mad med, så fair nok, vi skynder os hjem, det undre os bare at de ”meget enegergeret” lære så sidder og spiser foran børnene i timerne.

For en gang skyld var socialrådgiveren, der til tiden, så hun nåede at fortælle os om den familie vi skulle ud til inden kom der ud. Det var en dreng på 16, der havde været oppe og slå og blevet bevidstløs, så han var blevet indlagt, siden da, har han ikke kunne høre. Han er så blevet taget i at ryge hash og er derfor med i projektet. Han bor hos sin mor og stedfar. Stedfaren, vil bare ikke betale noget til sønnen, så han sover på et lille tæppe, fordi stedfaren ikke vil betale en madras til ham. Han er en rigtig sød dreng der har afsluttet primery school og nu kommer på kcc hver dag, hvor han lære at lave armbånd. En af nabo drengene er også med i unicef programmet, men han kommer aldrig på kcc, han siger bare der hjemme at han er på kcc, men i dag mødte vi han storebror som han bor hos, så vi havde lige et impulsivt møde med ham. Han ville prøve at tale med sin bror og få ham til at ta på kcc, eller bare fortælle ham hvor han så var, nu han ikke er på kcc.

Efter hjemmebesøget, sku vi tilbage til kcc og starte saras akrobatik hold op. Vi havde spurgt og vi kunne få en hjælper, fordi vi som sædevandlig ikke kan sproget, så det er svært at lære dem noget. Heldigvis er der en rigtig sød fyr der hedder juma, som er akrobat og som er god til engelsk, han hjalp. Det var lidt kaos, vi havde sagt at 10-15 børn ville være perfekt, men da vi gik i gang kom der flere og flere, så vi endte nok med 25-30 børn. Vi tre andre hjalp på saras kommando, men der går nok et par gange før vi får det helt på plads, det med at gribe rigtigt osv.

vi kom så hjem efter en lang dag, da klokken var 18 var der selvfølgelig ingen strøm igen, og internettet virker heller ikke, så det var bare at få lidt mad og så faktisk på hoved i seng.

kommunikation - african time

Felt dagbog 17 august

Torsdag var på endnu et hjemme besøg, socialrådgiveren var dog forsinket igen, dog kun en halv time. Da vi kom ned til havnen, hvor alle dalladallaerne holder mødtes vi med socialrådgiverne og fandt den rigtige dalladalla. Da vi alle var kommet ind i den, var socialrådgiveren pludselig gået ud igen, da vi spurgte til hvorfor hun var gået ud, sagde hun at hun ikke ville med hvis ikke hun kunne sidde ned. Det at få en sidde plads er noget noget meget sjældent, så det ville ikke kunne betale sig at vente på den næste dalladalla. Der var heldigvis en mand, der var rigtig sød og rejste sig for hende, så vi kunne komme afsted.

Vi komme ud til en meget lille landsby, hvor en 16 årig pige boede hos sin mor og stedfar. Hun havde været med i unicef projektet i 3 uger. Hun kom med i projektet fordi hun er droppet ud af skolen. Hun kommer nu hverdag på Kcc, hvor hun deltager i sygning og computer undervisning. Moren fortalte at hun allerede efter de 3 uger, kunne se forskel på hende, hun hjælper mere til der hjemme og er generelt sødere. Besøget var hurtigt overstået.

Inden hjemmebøsøget havde vi vores engelsk undervisning. Vi føler os stadig på helt bar bund, vi får ikke rigtig nogen vejledning i hvad vi skal undervise i eller hvordan. Vi mødte nogen unge fra MS, der også skulle prøve at undervise i engelske. De havde fået udleveret nogle papirer hvor de kunne se hvad de skulle undervise osv. vi har derfor talt med Rama, der står for nursery klasserne, om at få et møde så vi kan få noget vejledning.

Fredag er sports and game day. Vi havde fået at vide vi skulle stå for denne dag, hvor begge klasse trin skal deltage. Vi har planlagt at forsøge os med ”alle mine kyllinger” og muligvis ”stå trold” hvis vi kunne nå det.

Vi har haft så svært ved vores engelsk undervisning, så vi havde glædet os så meget til denne dag. Da vi så kom frem til kcc og troede vi skulle i gang med at lege, var lærene ved at hive alle børnene ind i et af klasse lokalerne, vi fulgte efter og spurgte hva hun lavede, så sagde hun at de lige skulle sidde her og vente på boldten. Jeg spøger stille ind til om det ikke var meningen vi skulle stå for sports and games dagen? Så begynder hun at grine og siger at der skal spilles fodbold, jeg siger igen at vi havde da fået at vide vi skulle stå for det, så griner hun lidt igen og siger at drengene skal spille fodbold. Her bliver jeg så nød til at gå. Jeg syntes det er rigtig frustrerende at de ikke kommunikere med hinanden, det er som om at ingen har fortalt hende læren at vi skal undervise det næste halve år, så når vi kommer og prøver på at undervise, føler hun måske vi tager hendes job.

Da vi så endelig bliver enige med de forskellige om at vi skulle stå for dagen, hev de alle børnene ud på pladsen og bad dem om at stille sig hånd i hånd, en er ungerne var åbenbart lidt for langsom, så hun fik pludselig en ordentlig flad lige på hoved, hvilket gjorde at vi alle, 4 danskere, gik helt i stå og bare stod og gloede. Vi kan jo ikke rigtig blande os. Efter megen besvær kom vi over på den store plads hvor de mente det ville være godt at lege med børnene. Pladsen var på størrelse med en fodboldbane og der var børn fra de andre skoler over det hele. Børnene der er vant til at sidde og gentage ord i flere timer i træk, var helt oppe og køre, nok også fordi de lige havde haft pause, for i deres pauser får de hver dag penge med til at købe slik for. Så læren kunne slet ikke styre dem og børnene fra den anden skole, så de to bolde hun havde med, og blev ligeså vilde. Læren lagde boldene og der gik 5 sek. så var der to fodbold kampe i gang. Vi stod og så til med åben mund, det var et stort kaos, vi ville på ingen måde kunne lege med vores børn her. Læren havde det vist lidt på samme måde, for da hun forsøgte at samle vores børn, var der lige et til barn der fik et par på hoved. Vi endte med at blive enige om at lade børnene løbe og lege som de ville, men i næste uge, leger på i den lille gård på kcc.  

Hjemmebesøg og undervisning

Felt dagbog 14 august 2013

vi har talt med fyre der styre nursery klasserne og nu skal heldigvis ikke undervise i matematik mere. At undervise 3-4 årige, der ikke kan engelsk, i matematik, var fuldstændigt umuligt, så det er rigtig dejligt. Vi skal dog stadig undervise i engelsk, det er vi stadig lidt usikre på, da vi jo ikke er undervisere. Vi er ikke blevet præsenterede for hver pensum eller bøger, så vi føler vi er lidt på barbund. Da vi spurgte ,den ene lære i baby class, om det ville være okay, at vi underviste de små i alfabetet, var hendes svar bare: ” what ever” så der fik vi ikke meget hjælp. Men jeg tror næsten de er ligeglade, de er bare glad for at vi er her, og kan hjælpe med udtalen af de engelske ord, for det er lærerne ikke særlig gode til. Men at undervise nursery klasserne, i engelsk, kommer ikke til at fylde ret meget, så vi har talt med Nas, om at være noget mere inde over det Unicef projekt. Det er et projekt for de børn der kommer i problemer med politiet osv, vi var med til et møde lige da vi kom, hvor vi hørte om projektet. Det talte vi med ham om i går, så allerede i dag, skulle vi med til et hjemmebesøg, hos en pige, vis forældre havde meldt hende til politiet, fordi hun havde stjålet 5000 Ztan, så hun kom med i unicef projektet. Hun har dog aldrig mødt op på KCC, så derfor skulle vi ud og besøge hende og hendes familie. Vi havde en aftale om at mødes på kcc kl 11, men da klokken var 13:30 var socialrådgiveren stadig ikke kommet. De andre på kcc sagde at hun altid kommer når det passer hende. Hun er ansat af unicef og derfor mener hun åbenbart hun kan gøre som det passer hende. Da vi så endelig mødtes med hende, skulle vi så med en dalladalla, som er en slags bus, det er bare ikke en bus, men en minibus/varevogn, men det forhindre dem bare ikke i at stoppe 100 mennesker ind i den, så det var lidt af en oplevelse. Da vi så endelig og helskindet kom frem til det stop hvor vi skulle finde den familie vi skulle besøge, kunne vi ikke få fat i dem. Det viste sig at faren ikke ville have vi kom og at han ikke ville have at datteren skulle deltage i projektet. Så det var en lidt problematisk situation. I morgen skal vi på et nyt besøg, som vi håber går bedre :) plus at vi skal undervise i engelsk fra 8-12.

Opstartsbeskrivelse Kcc

Opstartsbeskrivelse:

Tanzania, Kigamboni, Kigamboni community center (KCC)

Marlene Torhus

Mit praktik sted er KCC, i Tanzania. Jeg rejser med Sara fra min klasse og ditte og Kristian fra 3. semester. Sara og jeg har været her i to uger nu, men det er først i dag, vi har haft vores rigtige første dag på KCC.

Den dag vi ankom blev vi indkvarteret hjemme Nas som er en af stifterne af KCC. Han har selv boet på gaden, da han stak hjemme fra fordi han ville være akrobat. Derfor brænder han for at hjælpe alle de børn der er i risiko for at ende på gaden, eller allerede bor på gaden.

Kcc er et community center, for hele kigamboni. Ideen er at ”fange” alle de børn og unge der går og laver ballade, fordi de ikke har andet at lave. Hver eftermiddag, er der flere forskellige aktiviteter man kan lave f. eks. Drama, akrobatik, dans, art, som er noget håndarbejde og så også en syklasse.

De er lige begyndt at arbejde med Unicef, om et projekt hvor gadebørn de har lavet ballade og er blevet taget af politiet eller de socialmyndigheder, bliver henvist til Kcc eller YcRc, som er et andet center kcc samarbejder med. her skal børnene så interviews og skriver under på at de godt ved de har gjort noget forkert for at kunne deltage i projektet. Forældrene skal også skrive under og hvis der ikke er nogen forældre, skriver en socialrådgiver under. Hvis der er forældre forsøger de her at involvere dem så meget så muligt. Det gør de ved f.eks at tager på hjemmebesøg hvor de interviewer dem. Efter at de er blevet godkendt, skal de vælge et mål for de 4 måneder de er i projektet og vælge en af kcc aktiviteter, de har lyst til at være med til. Efter 2 måneder skal der evalueres på forløbet, så de kan se om barnet gør fremskridt eller der skal en anden indsats til.

Sara og jeg har været med til et møde omkring Unicef projektet, her talte de om at udvide det til zanzibar fordi det går så godt. Sara og jeg skal også fremover være med til møder omkring projektet og er blevet lovet at vi kan komme med på hjemmebesøg og interviews med børnene.

Den første da vi var på kcc, var meget spændende, der var så mange nye mennesker, indtryk, tanker og følelser. En af de første ting vi talte om, var- ”hvor er alle de voksne?”

Der var børn alle vejene. De legede, snakkede og sloges, men der var ingen voksne der holdte øje med dem, lige som vi gør i Danmark. Vi prøvede at spørge ind til det, men jeg tror ikke helt de forstod vores spørgsmål, de fortalte bare at børnene selv går til og fra skole.

På kcc er der en masse unge fyre der er der frivilligt. De hjælper de internationale frivillige og de hjælper med til aktiviteterne om eftermiddagen. Dem har vi haft meget stor glæde af, lige udover at man skal ikke tro noget kommer gratis, hjælp koster.

Kcc er ca. 5 bygninger der ligger lige op ad hinanden. I midten er der en flagstang med det Tanzanianske flag. Bag den ene bygning er der en lille plads hvor der er plads til at spille fodbold og det er også her de opføre deres kcc-show hver lørdag, her viser de alle de ting de øver i hverdagene.

Det har været meget svært at forklare hvad det er en pædagog egentlig er, så nu skal vi arbejde med nursery klasserne, undervise dem i engelsk og matematik.

Vi startede med at observere i klasserne. Der er to, baby class og top class. I baby er de 3-4 år ca og I top er de 5-6 år ca.

Det var en meget anderledes måde at undervise på, jeg var lidt forarget over det. De første to timer sad vi i to timer og hørte på en lære skrige ”blackboard” og ”cupboard” hvorefter alle børnene gentog læreren. Støj niveauet var virkelig højt, det var, som om det blev til en leg at råbe højest. Efter følgende var vi i top klassen og observere deres engelsk klasse, den var desværre ligesom baby klassen og faktisk værre.

Her skulle børnene sige en sætning ”this is my friend, her/his name is___”

for det første sagde læreren det forkert for det andet var hun så nedladende og hånende overfor børnene når de sagde det forkert. Hende og den anden lære stod og grinede og vendte det hvide ud af øjnene når børnene byttede om på his og her. Da vi gik der fra havde man lidt ondt i maven over det og jeg kunne ikke lade vær med at tænke på om ordet ankerkendende findes i deres kultur.

På nær lærerne i nursery klasserne, får man indtryk af at alle dem der er på KCC virkelig brænder for det de laver. Vi havde en oplevelse hvor en af fyrene der arbejder med gadedrengene, begyndte at græde da han skulle fortælle at en af drengene var blevet taget af politiet, fordi han havde sovet på gaden, og han nu ikke viste hvor han var. Det var hårdt at se, men det viste os også bare hvor meget de brænder for det de laver.

Jeg har lidt svært ved at tænke mit linjefag ind i denne praktik, men jeg forsøger at bruge min web-blog så meget så muligt og jeg har tænkt mig når jeg kender børnene lidt bedre at kende, vil jeg lave et foto projekt med dem og de 5 engangskameraer jeg har med.

observation på kcc

Den 6. august 2013 kigamboni

I dag har observeret i nursery klasserne, både den for de store børn og den for de små. Igen gik vi derfra med lidt ondt i maven. I to timer skulle de små børn lære at sige ”blackboard og cupboard”

læreren brugte de første 25 min på at tegne de to ting på en tavle, hvorfor efter hun i to timer pegede på de to ting og fik børnene til at gentage efter hende. Børnene virkede ikke som om de viste hva de sagde. Kun halvdelen skreg med på de to ord de sku lære, så da de blev spurgt enkeltvis, kunne de ikke ordene.

Efter pauses kommer vi over i klasse for de store børn hvor de havde engelsk. Her blev vi lidt overraskede over der måde at gøre tingene på. Undervisningsmetoden er den sammen, som i den lille klasse, men her bliver børnene så hevet op til tavlen. I dag f.eks skulle de lære at sige ”this is my friende, her/his name is___” for det første sagde læren det forkert, for det andet grinede de, eller blev sure hvis børnene sagde forkert, Sara og jeg var lidt chokerede, især når vi kommer fra Danmark hvor vi taler så meget om anerkendelse. I slutningen af timen skulle børnene have rettet deres homework. Det bad de os om at gøre, men hver gang vi satte tjektegn, som de havde vist os, men hver gang stod de og grinede, så vi sad med følelsen af det var os de grinede af.

Da vi gik der fra, var det med mange forskellige følelser. Vi føler virkelig vi kan gøre noget for de her børn, men vi følte os, også lidt ydmyget, fordi de grinte. Vi håber bare de voksne også får noget ud af det, og måske kommer til at forstå hvorfor vi bruger anerkendelse så meget som vi gør i Danmark og hvad det gør for barnets selvtillid.

Nu har vi så fået tildelt Engelsk, Matematik og Art/sport/game fagene for baby klassen og engelsk for top klassen, så nu skal vi i gang med at forberede undervisning for dem til det næste halve år, det bliver meget spændende og en stor udfordring.