Opstartsbeskrivelse Kcc

Opstartsbeskrivelse:

Tanzania, Kigamboni, Kigamboni community center (KCC)

Marlene Torhus

Mit praktik sted er KCC, i Tanzania. Jeg rejser med Sara fra min klasse og ditte og Kristian fra 3. semester. Sara og jeg har været her i to uger nu, men det er først i dag, vi har haft vores rigtige første dag på KCC.

Den dag vi ankom blev vi indkvarteret hjemme Nas som er en af stifterne af KCC. Han har selv boet på gaden, da han stak hjemme fra fordi han ville være akrobat. Derfor brænder han for at hjælpe alle de børn der er i risiko for at ende på gaden, eller allerede bor på gaden.

Kcc er et community center, for hele kigamboni. Ideen er at ”fange” alle de børn og unge der går og laver ballade, fordi de ikke har andet at lave. Hver eftermiddag, er der flere forskellige aktiviteter man kan lave f. eks. Drama, akrobatik, dans, art, som er noget håndarbejde og så også en syklasse.

De er lige begyndt at arbejde med Unicef, om et projekt hvor gadebørn de har lavet ballade og er blevet taget af politiet eller de socialmyndigheder, bliver henvist til Kcc eller YcRc, som er et andet center kcc samarbejder med. her skal børnene så interviews og skriver under på at de godt ved de har gjort noget forkert for at kunne deltage i projektet. Forældrene skal også skrive under og hvis der ikke er nogen forældre, skriver en socialrådgiver under. Hvis der er forældre forsøger de her at involvere dem så meget så muligt. Det gør de ved f.eks at tager på hjemmebesøg hvor de interviewer dem. Efter at de er blevet godkendt, skal de vælge et mål for de 4 måneder de er i projektet og vælge en af kcc aktiviteter, de har lyst til at være med til. Efter 2 måneder skal der evalueres på forløbet, så de kan se om barnet gør fremskridt eller der skal en anden indsats til.

Sara og jeg har været med til et møde omkring Unicef projektet, her talte de om at udvide det til zanzibar fordi det går så godt. Sara og jeg skal også fremover være med til møder omkring projektet og er blevet lovet at vi kan komme med på hjemmebesøg og interviews med børnene.

Den første da vi var på kcc, var meget spændende, der var så mange nye mennesker, indtryk, tanker og følelser. En af de første ting vi talte om, var- ”hvor er alle de voksne?”

Der var børn alle vejene. De legede, snakkede og sloges, men der var ingen voksne der holdte øje med dem, lige som vi gør i Danmark. Vi prøvede at spørge ind til det, men jeg tror ikke helt de forstod vores spørgsmål, de fortalte bare at børnene selv går til og fra skole.

På kcc er der en masse unge fyre der er der frivilligt. De hjælper de internationale frivillige og de hjælper med til aktiviteterne om eftermiddagen. Dem har vi haft meget stor glæde af, lige udover at man skal ikke tro noget kommer gratis, hjælp koster.

Kcc er ca. 5 bygninger der ligger lige op ad hinanden. I midten er der en flagstang med det Tanzanianske flag. Bag den ene bygning er der en lille plads hvor der er plads til at spille fodbold og det er også her de opføre deres kcc-show hver lørdag, her viser de alle de ting de øver i hverdagene.

Det har været meget svært at forklare hvad det er en pædagog egentlig er, så nu skal vi arbejde med nursery klasserne, undervise dem i engelsk og matematik.

Vi startede med at observere i klasserne. Der er to, baby class og top class. I baby er de 3-4 år ca og I top er de 5-6 år ca.

Det var en meget anderledes måde at undervise på, jeg var lidt forarget over det. De første to timer sad vi i to timer og hørte på en lære skrige ”blackboard” og ”cupboard” hvorefter alle børnene gentog læreren. Støj niveauet var virkelig højt, det var, som om det blev til en leg at råbe højest. Efter følgende var vi i top klassen og observere deres engelsk klasse, den var desværre ligesom baby klassen og faktisk værre.

Her skulle børnene sige en sætning ”this is my friend, her/his name is___”

for det første sagde læreren det forkert for det andet var hun så nedladende og hånende overfor børnene når de sagde det forkert. Hende og den anden lære stod og grinede og vendte det hvide ud af øjnene når børnene byttede om på his og her. Da vi gik der fra havde man lidt ondt i maven over det og jeg kunne ikke lade vær med at tænke på om ordet ankerkendende findes i deres kultur.

På nær lærerne i nursery klasserne, får man indtryk af at alle dem der er på KCC virkelig brænder for det de laver. Vi havde en oplevelse hvor en af fyrene der arbejder med gadedrengene, begyndte at græde da han skulle fortælle at en af drengene var blevet taget af politiet, fordi han havde sovet på gaden, og han nu ikke viste hvor han var. Det var hårdt at se, men det viste os også bare hvor meget de brænder for det de laver.

Jeg har lidt svært ved at tænke mit linjefag ind i denne praktik, men jeg forsøger at bruge min web-blog så meget så muligt og jeg har tænkt mig når jeg kender børnene lidt bedre at kende, vil jeg lave et foto projekt med dem og de 5 engangskameraer jeg har med.

observation på kcc

Den 6. august 2013 kigamboni

I dag har observeret i nursery klasserne, både den for de store børn og den for de små. Igen gik vi derfra med lidt ondt i maven. I to timer skulle de små børn lære at sige ”blackboard og cupboard”

læreren brugte de første 25 min på at tegne de to ting på en tavle, hvorfor efter hun i to timer pegede på de to ting og fik børnene til at gentage efter hende. Børnene virkede ikke som om de viste hva de sagde. Kun halvdelen skreg med på de to ord de sku lære, så da de blev spurgt enkeltvis, kunne de ikke ordene.

Efter pauses kommer vi over i klasse for de store børn hvor de havde engelsk. Her blev vi lidt overraskede over der måde at gøre tingene på. Undervisningsmetoden er den sammen, som i den lille klasse, men her bliver børnene så hevet op til tavlen. I dag f.eks skulle de lære at sige ”this is my friende, her/his name is___” for det første sagde læren det forkert, for det andet grinede de, eller blev sure hvis børnene sagde forkert, Sara og jeg var lidt chokerede, især når vi kommer fra Danmark hvor vi taler så meget om anerkendelse. I slutningen af timen skulle børnene have rettet deres homework. Det bad de os om at gøre, men hver gang vi satte tjektegn, som de havde vist os, men hver gang stod de og grinede, så vi sad med følelsen af det var os de grinede af.

Da vi gik der fra, var det med mange forskellige følelser. Vi føler virkelig vi kan gøre noget for de her børn, men vi følte os, også lidt ydmyget, fordi de grinte. Vi håber bare de voksne også får noget ud af det, og måske kommer til at forstå hvorfor vi bruger anerkendelse så meget som vi gør i Danmark og hvad det gør for barnets selvtillid.

Nu har vi så fået tildelt Engelsk, Matematik og Art/sport/game fagene for baby klassen og engelsk for top klassen, så nu skal vi i gang med at forberede undervisning for dem til det næste halve år, det bliver meget spændende og en stor udfordring.  

5 august 2013

i dag har vi haft hvad vi troede var vores første arbejdes dag, men i stedet holdte vi igen møde, fra 9-10:30

Vi talte med Maria og Sakina, som har med Unicef projektet at gøre. De fortalte om de forskellige kriterier børnene skal opfylde hvis de skal være med i Unicef projekter. Det er meningen vi skal være med til projektet. Vi skal være med til at udfylde reporter og være med til hjemmebesøg, så det bliver rigtig spændende, hvis vi kommer i gang...:)

efter mødet med projektlederne havde vi møde med nursery lærerne, for at tale om hvad vores opgaver vil blive. Her blev vi, eller jeg dog lidt skuffet, for det lød mest som om vi skulle være skole lærer. Vi var henne og besøge klasserne, for lige at hilse på børn og lærer og så vi kunne observere lidt og jeg må sige det ringer stadig i mine øre! En ting er, at man nogle gange syntes der er meget larm i danske skoler og børnehaver, men det er kun til man har været i en afrikansk... her råber og skriger selv læreren. Jeg er meget overrasket over deres undervisnings metode, det første der falder mig ind, efter at have observeret deres undervisning er ”den gamle skole” i danmark. Eleverne sidder bare og gentager det læreren siger og skriver af fra tavlen. Sara gik der fra med følelsen af vi har en meget stor opgave foran, som kan blive meget svær, for vi vil ikke risikere at gøre noget der fornærme dem.

Her om aftenen har vi været på KCC og se alle ”After School Aktivites”, som håndarbejde, akrobatik, dans og drama.  

KCC

KCC

Vores første møde med KCC

vi startede med at gå sammen med nas, op til Kcc, hvor vi mødte ”howareyou” børnene. Det er børn til ned til 1 års alderen der løber efter misungu (hvid mand/europæer) og råber ”howareyou??” de ved ikke helt hva de siger, men det skal råbes efter alle misunguer :)

alle smiler og griner, man kan kun blive glade det.

Da vi kommer hen på KCC bliver vi vist rundt og møder en masse mennesker og høre en masse navne, hvilke er svære at huske, fordi det er navne man aldrig har hørt før.

Observation:

Vi skal til at sætte os på jorden i deres lille gård, da jeg opdager der ligger glasskår rundt omkring, Clerens kommer med en lille bænk til os, mens vi sidder og snakker lidt med ham, kommer vi pludselig til at tale om, hvor alle forældrene er? Der er min. 20 børn rundt omkring på kcc, der er ikke timer eller nogle aktiviteter, så der er ikke rigtig nogen voksne, til at holde øje med børnene. Clerens fortæller at børnene, altid selv går i skole, selv de børn der er i nusery, vi må ikke gå rundet alene, men alle børnene må gerne..? mens vi sidder i gården sammen med alle børnene, og ”snakker” begynder et af børnene at græde, Sara og mig kigger straks op, for at se hvem græder, hvorfor og hvor? De andre børn og de tre unge fyre vi snakker med kigger slet ikke op. Vi prøver at forklare dem, vores undring, og hvordan vi gør i danmark og de griner bare lidt af os.

Det virker bare så mærkeligt på os, at de slet ikke holder øje med deres børn på samme måde som vi gør her hjemme, men vi kan måske os være lidt for overbeskyttende. Vi snakkede om det måske var værd at undersøge nogle statistikker, for børn dræbt i trafikken osv. for det virker som om børnene bare lærer hurtigere end danske børn at de skal passe på i trafikken og i det hele taget bare hurtigt lærer at passe på sig selv og hinanden.    

Velkommen til Afrika

Så har vi været i Tanzania i tre dage, har stadig lidt kultur chok.

Jeg havde ikke de store forventninger til Tanzania og stedet vi skulle bo, men man har jo set udsendelser fra Afrika og læst forskellige ting, men det forbereder slet ikke en' til det man kommer ned til.

Mistroiske danskere:

i Danmark lærer vi at man skal passe på sine ting. Hvis man kommer til udlandet, skal man holde sin taske tæt osv. så da vi landede i Cairo, og skulle finde vej til terminal 3, og de tog vores pas, gloede vi noget. De sagde det var så de kunne finde os når bussen til terminal 3 kom. Meget utrygge satte vi os og ventede, men efter 45 min. blev vi enige om, at nu burde bussen være kommet, gik vi og og spurgte ind til pas og bus. Her blev vi så endnu mere bekymret, da de tre mænd bag skranken, så meget forvirrede ud og blevet ved med at se underligt på hinanden. Heldigvis fandt de passene der lå en en bunke med alle de andres passageres pas. Det var en meget mærkelig og utryg situation, men ved ikke om det bare er kultur forskellen der spiller ind her.

Da vi kom til terminal 3, skulle vi så cheke in, til flyet til Nairobi, kom vi igennem en meget unødvendig security, fordi folk gik ind og ud af gaten som det passede dem, hvor en stor uniform klædt mand, tog vores pas igen. Jeg blev lidt stædig og spurgte hvorfor jeg ikke måtte få det, hvor svaret bare var: ” sit, Wait, 10 minuts”. Vi gjorde som vi fik besked på, men her gik der i meget lang tid. Han randte frem og tilbage med vores pas i hånden, så vi blev lidt bekymrede, men så først efter vi havde nedstirrede ham længe, fandt vi ud af, at den lange tid, skyldtes, at han skrev passagerlisterne i hånden.

Vi mistroiske danskere, tænkte straks i snyd, begrag og forfalskning, men i virkeligheden gør de bare tingene på en meget anderledes måde... og meget langsommere :)