observation på kcc

Den 6. august 2013 kigamboni

I dag har observeret i nursery klasserne, både den for de store børn og den for de små. Igen gik vi derfra med lidt ondt i maven. I to timer skulle de små børn lære at sige ”blackboard og cupboard”

læreren brugte de første 25 min på at tegne de to ting på en tavle, hvorfor efter hun i to timer pegede på de to ting og fik børnene til at gentage efter hende. Børnene virkede ikke som om de viste hva de sagde. Kun halvdelen skreg med på de to ord de sku lære, så da de blev spurgt enkeltvis, kunne de ikke ordene.

Efter pauses kommer vi over i klasse for de store børn hvor de havde engelsk. Her blev vi lidt overraskede over der måde at gøre tingene på. Undervisningsmetoden er den sammen, som i den lille klasse, men her bliver børnene så hevet op til tavlen. I dag f.eks skulle de lære at sige ”this is my friende, her/his name is___” for det første sagde læren det forkert, for det andet grinede de, eller blev sure hvis børnene sagde forkert, Sara og jeg var lidt chokerede, især når vi kommer fra Danmark hvor vi taler så meget om anerkendelse. I slutningen af timen skulle børnene have rettet deres homework. Det bad de os om at gøre, men hver gang vi satte tjektegn, som de havde vist os, men hver gang stod de og grinede, så vi sad med følelsen af det var os de grinede af.

Da vi gik der fra, var det med mange forskellige følelser. Vi føler virkelig vi kan gøre noget for de her børn, men vi følte os, også lidt ydmyget, fordi de grinte. Vi håber bare de voksne også får noget ud af det, og måske kommer til at forstå hvorfor vi bruger anerkendelse så meget som vi gør i Danmark og hvad det gør for barnets selvtillid.

Nu har vi så fået tildelt Engelsk, Matematik og Art/sport/game fagene for baby klassen og engelsk for top klassen, så nu skal vi i gang med at forberede undervisning for dem til det næste halve år, det bliver meget spændende og en stor udfordring.  

5 august 2013

i dag har vi haft hvad vi troede var vores første arbejdes dag, men i stedet holdte vi igen møde, fra 9-10:30

Vi talte med Maria og Sakina, som har med Unicef projektet at gøre. De fortalte om de forskellige kriterier børnene skal opfylde hvis de skal være med i Unicef projekter. Det er meningen vi skal være med til projektet. Vi skal være med til at udfylde reporter og være med til hjemmebesøg, så det bliver rigtig spændende, hvis vi kommer i gang...:)

efter mødet med projektlederne havde vi møde med nursery lærerne, for at tale om hvad vores opgaver vil blive. Her blev vi, eller jeg dog lidt skuffet, for det lød mest som om vi skulle være skole lærer. Vi var henne og besøge klasserne, for lige at hilse på børn og lærer og så vi kunne observere lidt og jeg må sige det ringer stadig i mine øre! En ting er, at man nogle gange syntes der er meget larm i danske skoler og børnehaver, men det er kun til man har været i en afrikansk... her råber og skriger selv læreren. Jeg er meget overrasket over deres undervisnings metode, det første der falder mig ind, efter at have observeret deres undervisning er ”den gamle skole” i danmark. Eleverne sidder bare og gentager det læreren siger og skriver af fra tavlen. Sara gik der fra med følelsen af vi har en meget stor opgave foran, som kan blive meget svær, for vi vil ikke risikere at gøre noget der fornærme dem.

Her om aftenen har vi været på KCC og se alle ”After School Aktivites”, som håndarbejde, akrobatik, dans og drama.  

KCC

KCC

Vores første møde med KCC

vi startede med at gå sammen med nas, op til Kcc, hvor vi mødte ”howareyou” børnene. Det er børn til ned til 1 års alderen der løber efter misungu (hvid mand/europæer) og råber ”howareyou??” de ved ikke helt hva de siger, men det skal råbes efter alle misunguer :)

alle smiler og griner, man kan kun blive glade det.

Da vi kommer hen på KCC bliver vi vist rundt og møder en masse mennesker og høre en masse navne, hvilke er svære at huske, fordi det er navne man aldrig har hørt før.

Observation:

Vi skal til at sætte os på jorden i deres lille gård, da jeg opdager der ligger glasskår rundt omkring, Clerens kommer med en lille bænk til os, mens vi sidder og snakker lidt med ham, kommer vi pludselig til at tale om, hvor alle forældrene er? Der er min. 20 børn rundt omkring på kcc, der er ikke timer eller nogle aktiviteter, så der er ikke rigtig nogen voksne, til at holde øje med børnene. Clerens fortæller at børnene, altid selv går i skole, selv de børn der er i nusery, vi må ikke gå rundet alene, men alle børnene må gerne..? mens vi sidder i gården sammen med alle børnene, og ”snakker” begynder et af børnene at græde, Sara og mig kigger straks op, for at se hvem græder, hvorfor og hvor? De andre børn og de tre unge fyre vi snakker med kigger slet ikke op. Vi prøver at forklare dem, vores undring, og hvordan vi gør i danmark og de griner bare lidt af os.

Det virker bare så mærkeligt på os, at de slet ikke holder øje med deres børn på samme måde som vi gør her hjemme, men vi kan måske os være lidt for overbeskyttende. Vi snakkede om det måske var værd at undersøge nogle statistikker, for børn dræbt i trafikken osv. for det virker som om børnene bare lærer hurtigere end danske børn at de skal passe på i trafikken og i det hele taget bare hurtigt lærer at passe på sig selv og hinanden.    

Velkommen til Afrika

Så har vi været i Tanzania i tre dage, har stadig lidt kultur chok.

Jeg havde ikke de store forventninger til Tanzania og stedet vi skulle bo, men man har jo set udsendelser fra Afrika og læst forskellige ting, men det forbereder slet ikke en' til det man kommer ned til.

Mistroiske danskere:

i Danmark lærer vi at man skal passe på sine ting. Hvis man kommer til udlandet, skal man holde sin taske tæt osv. så da vi landede i Cairo, og skulle finde vej til terminal 3, og de tog vores pas, gloede vi noget. De sagde det var så de kunne finde os når bussen til terminal 3 kom. Meget utrygge satte vi os og ventede, men efter 45 min. blev vi enige om, at nu burde bussen være kommet, gik vi og og spurgte ind til pas og bus. Her blev vi så endnu mere bekymret, da de tre mænd bag skranken, så meget forvirrede ud og blevet ved med at se underligt på hinanden. Heldigvis fandt de passene der lå en en bunke med alle de andres passageres pas. Det var en meget mærkelig og utryg situation, men ved ikke om det bare er kultur forskellen der spiller ind her.

Da vi kom til terminal 3, skulle vi så cheke in, til flyet til Nairobi, kom vi igennem en meget unødvendig security, fordi folk gik ind og ud af gaten som det passede dem, hvor en stor uniform klædt mand, tog vores pas igen. Jeg blev lidt stædig og spurgte hvorfor jeg ikke måtte få det, hvor svaret bare var: ” sit, Wait, 10 minuts”. Vi gjorde som vi fik besked på, men her gik der i meget lang tid. Han randte frem og tilbage med vores pas i hånden, så vi blev lidt bekymrede, men så først efter vi havde nedstirrede ham længe, fandt vi ud af, at den lange tid, skyldtes, at han skrev passagerlisterne i hånden.

Vi mistroiske danskere, tænkte straks i snyd, begrag og forfalskning, men i virkeligheden gør de bare tingene på en meget anderledes måde... og meget langsommere :)

  

Praktiske ting

Så er der kun lidt over en måned til jeg rejser og jeg har endelig fundet en der vil leje mit værelse mens jeg er væk :) min økonomi er så glad og det er jeg os :)

Så nu er jeg i gang med at pakke kuffert og pakke hele mit værelse ned, men det giver mig jo så mulighed for at sortere og få smidt ud.

Indtil videre er jeg oppe på 7 lister over forskellige ting jeg, enten skal ordne, købe eller pakke til Tanzania. må indrømme det er lidt svært at overskue lige nu, men regner med det bliver lettere når jeg i denne uge ta på indkøb osv.  Har dog allerede købt en fin sol/safari/strå hat :)

I dag har jeg været på besøg hos den søde politimand i hillerød og har fået et fint eksemplar af min, selvfølgelige, rene straffe attest. :) (godt fart bøder ikke står på den:)

Go' Sommer

Glæder du, dig?

Så nærmer tiden sig, for min afrejse, med hastige skridt.
Alle spørger om jeg glæder mig, alle smiler og fortæller mig hvor fantastisk det er at jeg skal rejse.
Hvis jeg skal være helt ærlig... er jeg skide bange! jeg er selvfølgelig vildt spændt, men at skulle rejse til et fremmed land, med en helt anden kultur, i et halvt år... det er vildt angstprovokerende.
jeg er en trygheds narkoman og indrømmer det gerne, så hele denne oplevelse, kommer til at flytte ved alle mine grænser. Det er så her jeg er spændt, spændt på hvordan jeg, klare det, spændt på hvad det gør ved mig, som privat person, men mere spændt på hvad det vil gøre ved mig, som pædagog.

Nu der ikke er længe til jeg rejser, er det flere ting man skal til at have styr på. jeg har lister, lister og atter lister... :)

vaccinerne har jeg fået, syntes godt nok der var mange, men syntes også det har været svært, da der har været forskellige holdninger, til hvilke jeg skulle have afhængig af hvilken læge/sygeplejerske jeg har talt med... men har fået TB, tyfus, herpatitis A og B, gul feber. Der hvor al forvirringen kom, er omkring malaria, nogen mener ikke man må ta malaria piller i et halv år, nogen mener at det må man godt. Rabies vaccinen, er møg dyr, men den vaccinere åbenbart ikke, man skal stadig i behandling, det køber "bare" en lidt længe tid, til at komme i behandling, men igen, det kommer an på hvem du spørger.

Det at jeg/vi skal et sted hen hvor der ikke har været praktikanter før, gør også at der er en del usikkerhed omkring, hvordan tingene forgår dernede. Det gør også at vores vejleder ikke kan svare på alle mine spørgsmål, der er mange. (tyrghedsnarkoman:)
Dumme tøse spørgsmål, kommer der selvfølgelig: skal jeg ta' en hårtørre med? hvordan er toilet og bade faciliteter? skal jeg lade stiletterne blive hjemme?
Men de spørgsmål, tror jeg ikke jeg vil stille andre end mig selv :)

ca. 50 dage til afrejse